USA kæmper med at finde ud af, hvilket land det vil være

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden var der beboermøde i mit nabolag. Invitationen var sendt via sms til udvalgte beboere og ikke annonceret offentligt med plakater eller mails. Jeg var selv inviteret, men valgte ikke at gå.

Som indvandrer selv havde jeg ikke lyst til at sidde i et lokale og planlægge, hvordan man beskytter folk som mig. Det ville også gøre mig mere synlig. At skrive sig på lister, møde op, koordinere – den slags føles pludselig mindre uskyldigt, når man ved, hvem myndighederne går efter. Jeg som alle andre indvandrere her er blevet mere opmærksom på min egen position.

Emnet for mødet var ICE, og hvordan mine naboer i kvarteret kunne forberede sig, hvis noget lignende det, vi har set i Minneapolis, skulle udspille sig her.

Et vigtigt spørgsmål var derfor, hvordan beboerne kunne hjælpe dem, der føler sig truede. Ikke illegale indvandrere, men lige så meget folk, der opholder sig her lovligt – måske endda amerikanske statsborgere – men som enten har den forkerte hudfarve eller taler engelsk med den forkerte accent: hvem der kører børn, hvis forældre bliver tilbageholdt, hvem der sørger for transport til arbejde, og hvem der holder øje med, om ICE dukker op i området.

Det handler ikke om at skjule kriminelle. Det handler om naboer. Om mennesker, der har boet her i årevis, men som pludselig risikerer at blive anholdt og sendt til et detentionscenter langt hjemmefra, hvis de ikke lige har papirerne på sig.

Lignende initiativer findes over hele USA. For hvem bliver de næste?

I Minneapolis fortæller beboerne, at byen trods tragedierne også har oplevet et nyt fællesskab. Civilsamfundet har vundet frem.

»Jeg er stolt af at se alle de her folk kæmpe for det, de ved er rigtigt,« som en 59-årig lærer sagde til The New York Times.

Det samme ser jeg i mit eget kvarter. Hver morgen mødes en gruppe pensionister ved en af byens hovedfærdselsårer med skilte, hvor der står »Ud med ICE« og »Dyt for demokratiet«, uanset hvor koldt det er. Bilisterne reagerer. Mange dytter. Endnu flere vinker.

Det, de reagerer imod, handler ikke kun om indvandring. Det handler om, hvilket land USA skal være. Og her falder Trump-administrationens angreb på dem, der ikke er hvide og måske ikke altid taler engelsk derhjemme, ikke i god jord.

For mange amerikanere er stolte af, at USA er et land af indvandrere – en smeltedigel, som den ofte kaldes. Og det så vi netop til Super Bowl, hvor Bad Bunny – en af verdens absolut største stjerner – viste en del af amerikansk kultur, som mange amerikanere ikke er fortrolige med.

Svaret fra civilsamfundet – fra den almindelige amerikaner – på spørgsmålet om, hvilket land USA skal være, er både hverdagsagtigt og politisk på samme tid. Det ligner mest af alt almindelig nabohjælp: telefonkæder, køreordninger, nogen, der tilbyder et måltid mad eller et sted at sove. Ikke aktivisme i klassisk forstand, men en stille beslutning om, at hvis myndighederne går for langt, så står man i det mindste ikke alene.

Ronald Reagan sagde det måske bedst i sin sidste tale som præsident, da han citerede et brev fra en vælger:

»Du kan flytte til Frankrig og bo der, men du kan ikke blive franskmand. Du kan flytte til Tyskland eller Tyrkiet eller Japan, men du kan ikke blive tysker, tyrker eller japaner. Men enhver, fra ethvert hjørne af Jorden, kan flytte til Amerika og blive amerikaner.«

De ord ræsonnerer stadig. Og det er derfor, folk mødes i forsamlingshuse og på gadehjørner – ikke for at lave politik, men for at passe på hinanden.