På en række punkter er Danmark ikke et ægte demokrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jævnligt kan man få den tanke, at nu har niveauet i dansk politik nået bunden. Men det holder kun til næste dag.

Frem mod valget konkurrerer partierne om at være mest fremmedfjendske. Hvem har førertrøjen på? Mette Frederiksen eller Morten Messerschmidt eller …?

Den 5. februar kastede Liberal Alliances Henrik Dahl sig ihærdigt ind i konkurrencen: »Spaniens socialistiske regering har nu valgt at give opholds- og arbejdstilladelse til alle indvandrere, der har opholdt sig i landet i minimum fem måneder og har ren straffeattest. Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, forklarer selv, at de åbner døren for personer, der er med til at bygge landet op … Det lyder jo godhjertet. Men det her åbner sluserne for total ukontrolleret indvandring,« skriver Dahl i JP.

Forudsætningen er »ren straffeattest«. Alligevel turer Dahl videre med »et nødvendigt opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention … for at vi kan smide kriminelle udlændinge ud af Danmark«. Fakta er, at Danmark i næsten alle sager får medhold ved Menneskerettighedsdomstolen, men én tabt sag er nok til kamp mod menneskerettigheder og folkeret.

Om noget er kampen mod folkeretten en trussel mod små lande som Danmark, der – indtil fremmedhadet blev varemærket i partikonkurrencen – udmærket vidste, at international ret netop er til beskyttelse af små lande. Men Henrik Dahl er vel også blevet grebet af Mette Frederiksens bralrende stormagtstale.

Støtter man som Spanien den palæstinensiske sag, er man ifølge Dahl antisemit. Dermed bringer han sig på linje med Netanyahu, som kalder enhver kritik af israelske overgreb for antisemitisme.

I sit felttog påberåber Dahl sig demokratiske værdier. Men netop den xenofobiske partikonkurrence er en trussel mod demokratiet.

Partiers kapløb om at præsentere laveste fællesnævner er en pind til demokratiets ligkiste, hvor man historisk ikke behøver at lede længe efter fortilfælde.

Dahl påberåber sig demokratiet. Men enten hykler han, eller også afslører han en manglende dannelse. I et ægte demokrati er respekt for mindretal en kerneværdi. Xenofobiske kampagner er det modsatte og viser, at i Danmark er demokratiet under angreb. Udover den accelererende hetz mod mindretal kan der nævnes en række andre forhold, som i internationale sammenligninger bringer Danmark på kanten af at være et ægte demokrati.

Vigtigst er måske, at domstolene stadig er underlagt Justitsministeriet. Ganske vist har man oprettet en “uafhængig” domstolsstyrelse, men den er placeret under justitsministeren, som kan skifte ud i dens bestyrelse; bevillingsmæssigt ligger den under Finansministeriet.

Nævnes må også Morten Bødskovs kastration af offentlighedsloven, som mørklægger den politiske proces, den manglende forfatningsdomstol til at gribe ind, når folketingsmedlemmerne imod deres egen underskrift tilsidesætter grundloven, f.eks. ved i Danmark at give USA territoriale rettigheder, der ellers kun kendes fra koloniers forhold til kolonimagten, og som Norge har nægtet USA.

Ligeså er det den direkte overgang fra en ministerpost til en toppost hos dem, man som minister har tjent. Demokratier har også registre over lobbyvirksomheder, men i Danmark har sværmen af påvirkningsagenter – den enorme, opulente konsulentbranche – frit spil.

Samtidig med at partierne i deres daglige arbejde nedbryder demokratiets grundværdier, påberåber de sig hele tiden demokratiet.

Men deres demokratiforståelse rækker kun til, at demokrati er en nyttig hammer, som de kan slå løs med på en til samme formål udpeget hadegruppe.