EU må komme med det nødvendige svar på verdens triste tilstand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Krigen raser i Ukraine. USA’s præsident truer med at annektere Grønland og sår tvivl om Nato-alliancen. Den regelbaserede verdensorden, fundamentet under Europas frihed og velstand, er i opbrud.

Vi skal forandre verdens triste tilstand, og det nødvendige svar fra Europa er mere end flere kampvogne og flere milliarder til forsvar. Europas sikkerhed begynder med EU’s konkurrenceevne.

Det budskab lød tydeligt i Davos, hvor den politiske og økonomiske elite i år talte mere om geopolitik og robusthed end globaliseringens næste gear. Og det bliver kun mere tydeligt fra i dag på München Sikkerhedskonferencen, hvor statsledere, militære topfolk og erhvervsliv mødes om én ubehagelig erkendelse: Europas handlekraft hviler ikke længere på gamle vaner og antagelser.

Når alliancer vakler, og USA vender sig indad, bliver vores evne til at stå på egne ben afgørende. Det handler om industri, energi, teknologi og produktion. Det handler om, hvorvidt vi har virksomheder, der kan levere, udvikle og investere.

I SMVdanmark har vi derfor skrevet til statsministeren forud for i dag torsdags uformelle topmøde om konkurrenceevne for EU’s stats- og regeringsledere. Sammen med vores europæiske paraplyorganisation, SMEunited, har vi også henvendt os direkte både til lederne for EU-Kommissionen, rådet og Europa-Parlamentet. Budskabet er enkelt: Strategisk autonomi forudsætter stærke små og mellemstore virksomheder.

I EU er 26 millioner virksomheder små og mellemstore. De udgør 99,9 pct. af alle virksomheder og står for omkring 65 pct. af beskæftigelsen. De uddanner lærlinge, holder forsyningskæderne i gang og skaber arbejdspladser i både storbyer og landdistrikter. Uden dem ingen robusthed.

Alligevel drukner alt for mange SMV’er i kompleks regulering, fragmenterede markeder og høje energiomkostninger. Vi taler med ejerledere, der bruger aftener og weekender på at dokumentere bæredygtighed i tre forskellige fortolkninger, alt efter hvilket EU-land de handler med. Vi taler med virksomheder, der oplever unfair konkurrence fra aktører uden for EU, mens de selv kæmper med rapporteringskrav, som selv jurister kan have svært ved at gennemskue.

Hvis vi mener det alvorligt med strategisk autonomi, skal vi begynde dér og lovgive ud fra de små virksomheders virkelighed, altså tænke småt først.

EU er allerede i gang med regelforenkling, og det er vigtigt. Men vi skal op i tempo: Forenkling skal kunne mærkes i hverdagen, og nye regler må ikke æde gevinsterne fra de gamle, vi har fjernet. Krav skal være proportionale og harmoniseres på tværs af lande. Myndigheder skal som udgangspunkt vejlede, før de sanktionerer, og overimplementering skal stoppes. Det indre marked skal fungere i praksis, ikke kun i traktaterne.

For en lille virksomhed er EU alt for ofte ikke ét marked, men 27. Derfor bør vi gå videre med forslaget om et frivilligt 28. regime. Et fælles europæisk selskabsformat, hvor én regelramme giver adgang til ét fælles marked. Det ville være en reel gamechanger for millioner af virksomheder.

Digital suverænitet må heller ikke blive et ambitiøst projekt for de største alene. Adgang til data, AI og cloudløsninger skal være sikker og fair, også for virksomheder uden en compliance-afdeling på 20 medarbejdere. Hvis kun de største kan navigere i systemet, mister vi dynamikken og bredden.

Endelig kræver strategisk autonomi kapital. Ambitioner finansierer ikke fabrikker. En velfungerende investeringsunion er afgørende, hvis private investeringer skal finde vej til europæisk industri, teknologi og grøn omstilling.

Der tales i Davos. Der advares i München. Der loves i Bruxelles. Det er godt. Men vi har hørt det før. EU har længe været verdensmester i regulering, mens USA og Kina har konkurreret om at være verdensmester i innovation og skalering.

Verdenssituationen er alvorlig. Men EU har handlemuligheder. Vores frihed forsvares både militært og gennem et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Spørgsmålet er, om Europas ledere tør handle derefter. Det bliver vi snart klogere på.