Hvorfor har ingen sagt nej i højrefløjens vanvittige brainstorm?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Jeg er en demokratisk socialist, sig det efter mig! JEG ER EN DE-MO-KRA-TISK SO-CIA-LIST.«

Der er kampvalg om formandsposten i Socialdemokratiet.

Kalenderen siger 2005, og til april skal partiets medlemmer vælge mellem den populære borgmester i København, Frank Jensen, og det unge nyvalgte folketingsmedlem Helle Thorning-Schmidt.

En historie, der har skrevet sig ind i fortællingen om den unge kosmopolit fra Bruxelles, foregår på hendes kontor i månederne inden formandsvalget. Christian Madsen, der er tidligere DSU-formand, og Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiets daværende chefideolog, udgør søjlerne i Thornings valggruppe. De har skrevet en tale, der skal overbevise socialdemokraterne om, at hendes hjerte sidder til venstre, og den handler om, hvordan Helle Thorning blev demokratisk socialist.

»Ej, det ord tror jeg ikke, jeg vil bruge,« siger hun, og lokalet bliver musestille, fordi Thorning med dét afslører, at der er en meget central del af hendes egen historie, hun ikke har forstået.

Hvis man er vokset op med Arbejdersangbogen, så ved man nemlig, at et afgørende hjørne af socialdemokraternes berettigelse og selvforståelse bygger på, at de står og stod i opposition til de andre socialister. Til de udemokratiske socialister. Sass Larsen banker i bordet til rytmen og messer: »Sig efter mig: Jeg er de-mo-kra-tisk so-cia-list.«

Som venstrefolk er det typisk ikke os, der gør et stort nummer ud af at rose socialdemokraterne, men vi og resten af samfundet står indiskutabelt i en form for gæld til dem for deres arbejde med at slå ned på den kommunistiske bevægelse i Danmark. Det gjorde de i en tid, hvor hele den vestlige verden som en linedanser med øjnene fæstnet på afgrunden balancerede sine demokratiske barneskridt hen over mellemkrigstiden.

Faldt man til den ene side, stod kommunisterne, der allerede havde et fast greb om Rusland. Faldt man til den anden side, stod nazisterne og fascisterne og omfavnede Italien, Spanien og Tyskland. Ufriheden åd sig ind på det europæiske kontinent fra begge sider, og det blev tydeligt, at man ikke ville komme uskadt til den anden side uden kamp.

Som svar på, at arbejderbevægelsen i vores nabolande så småt blev inficeret af nazistiske og kommunistiske tanker, og at de ligeledes bankede på herhjemme, blev Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling (Hipa) oprettet i 1935.

Organisationen var en efterretningstjeneste udsprunget af Socialdemokratiet og skulle fungere som rottegift mod de to totalitære men folkekære ideologier. Man måtte opdrage, informere og uddanne sine folk, og socialdemokraterne gjorde en dyd og en identitet ud af at sætte hegnspæle i jorden.

Det synger man stadigvæk om, hvis man tager til julefrokost i en socialdemokratisk forening eller til fest i Frit Forum, der er socialdemokraternes studenterbevægelse. Derfor var det vigtigt for de to herrer og resten af forsamlingen, der skulle vælge Helle Thorning som formand, at hun stolt kaldte sig en demokratisk socialist.

Rollen som demokratiets kontrolstave hænger stadigvæk fast til de regeringsbærende partier. De er institutionernes beskyttere og nationens hukommelse, og man må sige, at socialdemokraterne er nogle tunge drenge i dag, fordi de netop var modvægt til noget grusomt.

Det kræver et helt særligt mod at sige fra over sine egne. Det er langt nemmere at definere sig i opposition til dem på den anden side af salen fremfor at sige nej til dem, der stemmer med én og klapper med én. Men uden det mod forfalder politik til medløberi, og før man ser sig om, begynder man at acceptere idéer, som er nedbrydelige og endda farlige, blot fordi de kommer fra naboen. I al sin enkelhed er det blot den gamle morale om, at man også skal stoppe bøllen i skolegården, selvom det er ens ven. For dét at se passivt til, er lige så slemt som at være aktiv aktør.

Historien har det med at gentage sig. I denne epoke må vi sande, at det er højrefløjens hegnspæle, der giver sig for de politiske vinde, og de er ikke blevet robuste af historien som socialdemokraternes.

Det har vi aldrig lært her på den forskånede danske højrefløj, hvor vi ikke forstår, hvorfor de tyske konservative væmmes ved AfD. Vi har slet ikke næse for de antidemokratiske træk og revolutionære tanker, og derfor har vi ikke taget kampen op. Vi har ikke engang opdaget, at vi er ved at blive invaderet.

Vi er ikke allergiske over bestemte fraser og visse idéer, når ekstremismen fra TikTok bliver båret helt ind og omfavnet på Christiansborg. Vi har ikke gået og øvet os og sunget os opdragelsen ind og værnet de nye generationer af liberale og konservative mod ekstremismen, når angrebet mod vores idegrundlag kommer fra højre.

I stedet ser vi et årtier langt realpolitisk kapløb mod bunden, hvor symbolpolitik har fået forrang, og hvor de virkelige løsninger på virkelige problemer må vige, og hvor liberalismen helt frivilligt har druknet sig selv i det yderste højres strammermani.

Vores naboer jubler eller i værste fald tier de, når en partileder taler om »at gøre arbejdet færdigt« i Palæstina, og en anden pønser på at trække støtten til ukrainernes frihedskamp for at score billige indenrigspolitiske point. Men til hvilken pris?

Det er nærmere valgklokkerne end alarmklokkerne, der kimer for remigration og brud med den internationale retsorden. Man diskuterer detaljer, jura og gennemførlighed, som om problemet var teknisk og ikke principielt. Man behandler alt det, som vi brugte efterkrigstiden på at opbygge i frihedens navn, som om det blot er en teknikalitet.

Det mest afslørende er ikke de ekstreme idéer i sig selv, men den manglende instinktive modstand mod dem. Der mangler et kollektivt, rungende borgerligt nej, der bør falde, før diskussionen overhovedet begynder. I stedet ser vi konfliktsky skuldertræk, ironiske smil og den farlige tanke om »kompromisets kunst«, når de idéer, der luftes, bliver mere og mere grænseløse.

Den bevægelse, vi ser nu fra det ny højre, det er vor tids kommunister, og der er absolut intet initiativ i de borgerlige saloner, der bygger mure og rejser hegnspæle for at holde de totalitære uden for varmen.

Hvis vi ikke tager vores interne opgør og rent faktisk står ved, hvad vi tror på – men blot lader os drive værdiløst med strømmen, mod den laveste fællesnævner – så ender vi også med at miste, hvad vi har. Så ender vi med at miste vores værdier. Så ender vi med at miste os selv. For dem, der ikke står for noget, falder for det meste.