Vi kæmper for Grønland. Men alt for sent

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Grønland fylder i øjeblikket mere end nogensinde i medierne. Men midt i al opmærksomheden bør vi stille os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Er det her første gang, vi for alvor interesserer os for Grønland?

Jeg må erkende, at jeg selv længe vidste alt for lidt. Først i 9. klasse gik det op for mig, hvor begrænset min viden egentlig var – og selv da var det ikke gennem skolens undervisning, men gennem grønlandske venner, jeg mødte på min efterskole.

Det siger noget bekymrende om, hvordan Grønland bliver behandlet i Danmark. Hvordan kan man vokse op i et land og næsten intet lære om et andet folk, som man samtidig kalder en del af sit fællesskab?

Vi taler ofte om rigsfællesskabet som en selvfølge. Det lyder pænt og inkluderende. Men når Grønland stort set er fraværende i vores skolebøger, i vores historieundervisning og i vores kollektive bevidsthed, må man spørge: Er fællesskabet reelt?

Det er let at vise støtte, når Grønland pludselig får strategisk og politisk betydning.

Men anerkendelse, der først kommer, når der er noget på spil for os selv, er ikke anerkendelse – det er opportunisme.

Danmark har et historisk ansvar over for Grønland, der ikke kan reduceres til økonomiske aftaler eller symbolske undskyldninger. De sår, der er blevet skabt gennem årtier – ja, århundreder, kan ikke heles ved at smide penge efter problemerne. De handler om identitet, selvbestemmelse, tvang, tavshed og manglende respekt. Og måske mest af alt om ikke at blive set og hørt.

Derfor handler det ikke kun om international politik, men om selvrefleksion. Om hvad det siger om os som samfund, at så mange danskere først sent opdager, hvor lidt vi ved. Uvidenhed er ikke neutral. Den har konsekvenser.

Hvis vi virkelig ønsker et ligeværdigt forhold til Grønland, kræver det mere end midlertidig opmærksomhed. Det kræver, at vi tør se vores egen historie i øjnene, også de kapitler, der gør ondt. At vi ændrer den måde, vi underviser på, taler om og forstår Grønland. Og at vi lytter – ikke kun taler. Måske er det på tide at indrømme, at vi ikke har været gode nok.