Når verden er forarget, glemmer vi ofte, hvor vi selv kommer fra

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Frigivelsen af de mange Epstein-filer har som ventet sendt chokbølger gennem den offentlige samtale.

Der peges fingre mod toppen af verdenshierarkiet, politikere, milliardærer, kulturikoner og adelige, som i årevis bevægede sig i Epsteins kredsløb.

Og ja, der er god grund til forargelsen. Men måske er vores forargelse også et tegn på noget andet, en bemærkelsesværdig historieløshed.

For når vi i dag hævder, at sådan noget da aldrig kunne foregå i vores civiliserede tid, så glemmer vi, at kulturhistorien er fuld af eksempler på magtpersoner, der bruger deres status til at forme, forføre og kontrollere verden omkring sig. Det er en gammel historie, der bliver ved med at gå i ring, bare med nye kostumer.

Det er magtens evige fristelse, forestillingen om at være unddraget de regler, der gælder for almindelige mennesker. Vi taler meget om Epsteins luksusvillaer, private ø og flymanifester.

Men måske burde vi tale mere om den psykologi, der får mennesker på samfundets tinder til at tro, at de lever i en parallel moraløkonomi. Magt fordrejer perceptionen, det ved både litteraturen, sociologien og psykologien.

Fra konger, kunstnere og komponister i historien til 1990’ernes globale superstjerner, eliten har ofte levet i en sfære, hvor almindelige grænser blev opfattet som småirriterende trafikkegler på deres motorvej.

Her er det værd at holde to tanker i hovedet på én gang. Forargelsen er berettiget. Men overraskelsen, den er måske mindre berettiget. Vi ved jo godt, at magt og moral ikke er jævnbyrdige kræfter. Når en lille lukket kreds af betydningsfulde mennesker konstant bliver bekræftet i deres egen uundværlighed, kan alt omkring dem let forvandles til rekvisitter i deres selvfortælling.

Derfor er Epstein-sagen ikke kun en skandale. Den er også en kulturel nøgle. Den minder os om, at vi stadig har svært ved at gennemskue magtens blinde vinkler, fordi vi i vores samtid så gerne vil tro, at sådan noget hører fortiden til. Det gør det tydeligvis ikke.

Måske er det netop der, vi som offentlighed skal begynde. Ikke i dommerpositionen, den bliver vi alligevel hurtigt enige om, men i forsøget på at forstå, hvad der får eliter til at tro, at grænser gælder for alle andre end dem selv. Og ikke mindst, hvordan vi som samfund bliver ved med at lade os overraske af noget, der burde være genkendeligt som et gammelt mytologisk motiv.

Epstein-sagen handler om mennesker, der gjorde noget uacceptabelt. Men den handler også om os. Om vores egen tro på, at verden er blevet så moderne, så oplyst, så gennemsigtig, at magtens gamle mønstre er forsvundet. Det er de ikke. De har bare skiftet miljø, fra slotte til private jets.