Vi taler ikke med dig, kun om dig, mand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I en artikel i JP omtales teaterstykket ”Mandebilleder”, der instrueres af Mathias Broe og snart får premiere på teatret Aveny-T.

Ifølge Mathias Broe handler stykket om at undersøge, »hvad manden og maskuliniteten er og skal være i fremtiden«.

Det ironiske er, at stykket er skrevet af en kvinde, Sofie Diemer, at instruktøren definerer sig som en queerperson, og at stykket spilles af tre kvinder og en nonbinær på et teater med kvindelig direktør. Det virker, som om man vil undersøge en sort boks uden mulighed for at se ind i boksen.

Til spørgsmålet om manglende mandlig medvirken svarer Sofie Diemer, at de manglende mænd »gør det muligt at se kønnet udefra«.

Sofie Diemer siger: »Jeg mener godt, at man kan have samtalen om mænd uden mænd, hvis målet ikke er at tale på mænds vegne, men at undersøge de systemer og idealer, som også former dem.« Hvis man prøver at udskifte mænd med kvinder, så kommer det til at lyde således: »Jeg mener godt, at man kan have samtalen om kvinder uden kvinder, hvis målet ikke er at tale på kvinders vegne, men at undersøge de systemer og idealer, som også former dem.«

Jeg vil så stille det retoriske spørgsmål, om det i Danmark ville være acceptabelt at opsætte et teaterstykke, der var skrevet af en mand og instrueret af en mand for at at undersøge, hvad kvinden og feminismen er og skal være i fremtiden – med det yderligere dogme, at stykket skulle spilles af fire mænd.

Det udstiller det problem, at mænd sjældent får mulighed for at udtale sig på egne vegne om deres ønsker for fremtiden.

Når der bliver talt om mandens rolle, så sker det ofte af andre end heteroseksuelle mænd. Og med den underforståede agenda, at mændene skal ændre deres rolle, så den passer bedre ind i samfundet. Især en rolle, hvor mændene bliver bedre til at udtrykke deres følelser.

Hvorfor fokuseres der ikke på andre facetter af manderollen som maskulinitet, forældreevner, kommunikationsevner, mod og ansvarlighed, evne til at indgå i fællesskaber eller empati.

Der er mange andre måder at blive en bedre mand på end at give sig til at græde. Følelser er også vigtige, men det er trættende, at det bliver hovedemnet, hver eneste gang der bliver talt om den moderne manderolle. Manden skal med i udforskningen af manderollen.