Udenlandsk arbejdskraft er ikke altid godt nok til ældreplejen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De menneskelige behov for tryghed og for at høre til er nogle af de mest basale behov, som findes. Når man bliver ældre og ikke længere kan klare sig selv, skal man kunne finde tryghed og fællesskab på plejehjemmet og i hjemmeplejen i det personale, som er omkring en.

Tryghed handler om at forstå og om at blive forstået. Både sprogligt og kulturelt. Derfor bør sosu’erne i ældreplejen kunne tale dansk på et tilstrækkeligt niveau og have eller tilegne sig viden om dansk kultur gennem f.eks. film eller tv-serier.

I forhold til kultur har jeg tidligere brugt ”Olsen-banden” og ”Matador” som eksempler. Begge dele har været en del af den danske indfødsretsprøve, som udlændinge skal bestå for at kunne få dansk statsborgerskab. Men jeg synes sådan set også, at begge dele er værdi- og kulturspejle, som kan lære andre nationaliteter noget om, hvad det vil sige at være dansker.

Hvis dansk sprog og dansk kultur er fremmed for vores medarbejdere, kan de ikke skabe tilstrækkelig tryghed og fællesskaber på vores plejehjem. Så er ”plejen” i bedste fald til stede, mens ”hjemmet” er helt væk. Så bliver det til det, vi alle frygter mest: ren opbevaring.

Regeringen er i gang med at hente indisk plejepersonale til Danmark for at afbøde effekten af ”Dødens gab”-grafen; at der kommer flere ældre og færre uddannede medarbejdere i ældreplejen. Vi stirrer allerede ind i gabet, når vi i dag kæmper med at få de uddannede medarbejdere, vi har brug for ude på plejehjemmene og i hjemmeplejen.

Nogle opgaver kan helt sikkert med fordel løses af udenlandsk personale, men der er opgaver, som kun kan løses af personale, der taler dansk og kender vores kultur. Og meget tyder på, at de opgaver er meget vigtigere, end vi måske tidligere har troet. Et oplagt eksempel er fællesskabet om maden. Her er vores personale ”måltidsværter” for de ældre og sørger for, at måltidet bliver en hyggestund, hvor der tales om stort og småt og knyttes bånd på kryds og tværs.

Det drejer sig om den enkeltes trivsel, f.eks. i forhold til at få selv meget udsatte borgere ind i et fællesskab. Det er svært, navnlig hvis der er tale om borgere med demens, men det kan lade sig gøre. Det kræver blot som minimum, at man taler dansk. Samtidig må vi også spørge os selv, om vi ønsker at bo i et samfund, hvor velfærdsstatens kerneopgaver løses af udlændinge med en kulturel baggrund, som er meget forskellig fra den danske.

Jeg har rejst meget i Golfstaterne, hvor mange opgaver løses af udenlandsk arbejdskraft, primært billig og ufaglært arbejdskraft fra Indien. Man skal ikke opholde sig lang tid i Golfens oliestater, før det begynder at gå en på nerverne. Der er konstante sproglige misforståelser, og der bliver svaret »yes, sir«, uanset hvad spørgsmålet er. Man bliver ganske enkelt vanvittig.

Tager man blot en anelse af denne løsning og putter ind i en dansk sammenhæng på et plejehjem eller hjemmehjælp, så går det altså galt.

Løsningen er, at vi tager en offentlig debat om, hvordan vi kan gøre velfærdsprofessionerne mere interessante. Hvordan kan vi bruge udenlandsk arbejdskraft på en klog måde, og hvordan kan vi løse flere opgaver med velfærdsteknologi, så der er tid til den omsorg, hvor der kræves ægte menneskelig tilstedeværelse.