Udspil er valgflæsk i børnehøjde: Stop med at føre valgkamp i klasseværelset

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg ved godt, at man kan trylle mange ting frem op til et folketingsvalg. Men det her? Det er valgflæsk på et helt nyt niveau.

Socialdemokratiet foreslår nu, at der maksimalt må være 14 elever i klasserne fra 0. til 3. klasse. Det lyder umiddelbart omsorgsfuldt. En ren gave. Næsten uimodsigeligt. For hvem vil ikke have mere ro, mere nærvær og mere tid til det enkelte barn?

Men der er bare ét problem: Hvor skal det hele komme fra?

For da jeg selv gik i folkeskolen for blot et halvt år siden, var problemet ikke, at vi sad for mange i lokalet. Problemet var, at læreren stod alene. At der manglede tid. At der manglede ressourcer. Og at forventningerne til eleverne var uklare, mens forventningerne til læreren var uendelige.

I dag mangler vi lærere. Ikke om fem år. Ikke hypotetisk. Nu. Kommuner kan allerede ikke besætte stillinger, og undervisningen dækkes af vikarer. Og midt i den virkelighed foreslår regeringen, at vi i praksis næsten skal fordoble antallet af klasser i indskolingen.

Som om lærere bare kan trylles frem. Som om skolerne har tomme klasselokaler stående klar. Som om det ikke kræver flere bygninger, flere penge, mere drift og langt mere personale. Uden at nogen reelt forklarer, hvordan det skal hænge sammen i en hverdag, hvor folkeskolen allerede kører med røde tal på bundlinjen.

Jeg har talt med en lærer, som sagde det meget konkret: For deres skole ville det betyde 35 ekstra klasselokaler. 35. De kommer jo ikke med et knips. Skal vi så til at genindføre udendørs undervisning som under corona – ikke af pædagogiske grunde, men fordi murstenene mangler?

Men det mest bekymrende er ikke engang regnestykket. Det er præmissen.

For hele forslaget bygger på idéen om, at færre elever automatisk giver bedre skole. Og det er simpelthen ikke så enkelt. Hvis elever ikke er klar til at være i skole, hjælper det ikke nødvendigvis, at de er færre.

Jeg husker tydeligt, hvordan nogle elever allerede i de små klasser kæmpede med at sidde stille, forstå beskeder og indgå i fællesskabet. Ikke fordi de var dumme. Ikke fordi læreren var dårlig. Men fordi de ikke var klar. Og det problem forsvinder ikke, bare fordi man reducerer klassestørrelsen fra 24 til 14.

Hvis børn starter i skole uden sproglige forudsætninger, uden struktur hjemmefra og uden tydelige rammer, så bliver undervisningen stadig svær — uanset hvor få de er i lokalet.

Det er en politisk illusion at tro, at klassestørrelse kan kompensere for manglende skoleparathed.

I stedet for at tale ærligt om overgangen fra daginstitution til skole, om forventninger, ansvar og tydelige rammer, vælger man den nemme løsning: et pænt tal, der ser godt ud i et valgoplæg.

Men folkeskolens problemer er ikke opstået, fordi der er to elever for mange i hver klasse. De er opstået, fordi systemet er presset, lærerne er overbebyrdede, og fordi vi i årevis har forsøgt at løse komplekse problemer med simple greb.

Hvad hjælper små klasser, hvis lærerne stadig drukner i dokumentation og inklusionsopgaver uden reel støtte? Hvad hjælper færre elever, hvis autoriteten i klasseværelset stadig er udhulet?

Og hvad hjælper det hele, hvis vi om få år står med endnu færre lærere, fordi ingen gider arbejde i et system, der lover mere, end det kan holde?

Folkeskolen har brug for reformer. Men den har endnu mere brug for ærlighed. Ærlighed om, hvad der faktisk kan lade sig gøre. Ærlighed om, hvad der virker. Og ærlighed om, at man ikke kan føre valgkamp på børns skolegang.

Små klasser kan være en del af løsningen. Men solgt som en mirakelkur? Det er ikke ansvarlig skolepolitik. Det er valgflæsk.