Fortsæt til indhold
Debatindlæg

En ny generation viser vejen. Nu skal politikerne levere klare rammer for dansk landbrug

De unge landmænd har krav på konkrete svar på, hvordan den grønne omstilling faktisk kan gennemføres ude på marker og i stalde.

Martin Hjort JensenViceformand, Landbrug & Fødevarer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg møder unge landmænd rundt i landet, ser jeg en generation, der vil mere end at holde hjulene i gang. De vil udvikle. De vil tage ansvar. De vil finde løsninger, der både løfter klimaet, naturen og bedriften. Det er ambitiøst og fagligt stærkt, og så er det afgørende for de lokalsamfund, hvor landbruget stadig er rygraden i beskæftigelsen og sammenhængskraften.

Et godt eksempel er den 20-årige Emil Jørgensen fra Sønderjylland, som for nylig blev kåret som Årets Plantespire på Plantekongressen i Herning. Men det er ikke kun Emil, der viser engagement og vilje. På landbrugsskoler, hvor nye generationer lærer faget fra bunden, og på bedrifter, hvor ansvaret snart skal gives videre, gør dygtige unge sig klar til at tage stafetten. De fortjener derfor, at vi løfter vores del af ansvaret.

For vilje og engagement er ikke nok i sig selv. De unge har krav på klare rammer, forudsigelighed og konkrete svar på, hvordan den grønne omstilling faktisk kan gennemføres ude på marker og i stalde – også dér, hvor rammevilkår og naturhensyn er mest komplekse.

Derfor bekymrer det mig også, når ny regulering, såsom kvælstofaftalen, risikerer at trække i den modsatte retning. Ikke fordi landbruget ønsker status quo. Tværtimod. Men hvis vi vil have omstilling i virkeligheden, må reglerne udformes, så de understøtter udviklingen og ikke spænder ben for den.

Det er den balance, der skal til, for at dygtige unge landmænd som Emil tør satse deres fremtid på dansk landbrug. De både kan og vil levere, men de skal kunne regne med spillereglerne.

Det ansvar vil vi i Landbrug & Fødevarer minde regeringen og forligspartierne om igen og igen. For at sikre løsninger, der kan mærkes i marken; med færre bureaukratiske benspænd, myndighedsgarantier, en fair og fuld kompensation og en respekt for, at lokal viden gør national politik bedre.

Fremtidens landbrug bliver skabt i fællesskab. Af unge, der går forrest, og af politikere, der giver dem værktøjerne til at lykkes. Hvis vi vil have flere som Emil, der investerer tid, talent og tro på dansk landbrug, så er det nu, vi skal vise dem, at samfundet står bag.