Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Luk jeres bederum, CBS

Det er ikke uddannelsesinstitutionernes opgave at indrette sig efter religiøse særhensyn.

Hans AndersenUdlændingeordfører

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På døren står der »stillerum«, men lokalet er udsmykket med bedetæpper og religiøse symboler. Der er tale om et de facto bederum, og flere universiteter har nu klogelig valgt at lukke disse.

Men ikke Copenhagen Business School (CBS). Handelshøjskolen på Frederiksberg holder krampagtigt fast i en praksis, som både Syddansk Universitet og Københavns Universitet har valgt at stoppe.

Det lyder ellers så tilforladeligt med et rum, hvor man kan tage et øjebliks ro fra studierne og sidde uforstyrret i egne tanker. Det har bare vist sig, at rummene desværre ikke bliver brugt på den måde.

På Københavns Universitet blev det afsløret, at rummene var kønsopdelt, så mænd og kvinder ikke kan være der samtidig, ligesom der bliver holdt øje med, hvem der passer sin bøn, og hvem der ikke gør.

Som erhvervsjurist og muslim Irem Basaran Ulusoy i december fortalte til Kristeligt Dagblad, så blev man »anset for at være forkert eller ikke at være rigtig muslim«, hvis man ikke benyttede bederummene, da hun selv gik på CBS.

Det vidner om en praksis, som vi ikke kan eller vil acceptere finder sted på universiteterne. Kønsopdeling og social kontrol skal stoppes på stedet.

Derfor er jeg også stærkt kritisk over for, at CBS ikke følger de andre universiteters eksempel og får det stoppet. Det virker som et bevidst valg om at gå den modsatte vej, og det er politisk tonedøvt i mine ører.

CBS vil ikke oplyse, om bederummene er kønsopdelte. Men det er faktisk ikke hovedpointen. Problemet er, hvad der foregår i praksis.

Hvis ledelsen ikke engang kan eller vil være tydelig om rammerne, hvorfor skal vi så stole på, at bederummene ikke bliver brugt til at skubbe studerende ind i faste kønsroller og religiøse forventninger?

Uddannelsesinstitutioner skal være neutrale. De skal give unge mennesker muligheder og ikke gøre plads til forhold, der kan begrænse dem. Derfor mener Venstre, at bederum på uddannelsesinstitutioner bør forbydes.

Stod det til os, var det allerede sket. For det er ikke uddannelsesinstitutionernes opgave at indrette sig efter religiøse særhensyn, der risikerer at skabe parallelle miljøer og øge social kontrol.

CBS bør tage ansvar og gøre det samme som KU og SDU. Luk bederummene.