Kulturen i fælles opråb: Regeringens nye kulturpolitik er nødt til at gøre op med forældet syn på kultur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen vil skabe en langsigtet kulturpolitisk vision, der skal danne grundlag for kulturpolitikken de næste 10-15 år.

Det er positivt, for tiden kalder i allerhøjeste grad på at løfte kulturens stilling i samfundet. Vi har haft kommission på kommission, der har skullet hjælpe politikerne med at håndtere demografikrise, demokratikrise, velfærdskrise, trivselskrise og klimakrise. Kendetegnende for dem alle er, at perspektiver på kulturens potentiale har været helt fraværende eller meget begrænsede.

Kriserne er der stadig, og der kommer hele tiden nye til. Samfundet kalder åbenlyst på noget mere end de klassiske reformværktøjer, som vi har kendt dem siden lanceringen af konkurrencestaten. En gryende politisk erkendelse er på vej af, at det ikke er nok at fastholde Danmark som et konkurrencedygtigt samfund i økonomisk forstand. Vi er også nødt til at være det kulturelt og åndeligt, om man vil.

Her kommer vi tilbage til regeringens kommende kulturpolitiske vision.

Der findes næppe et andet politikområde i Danmark, hvor kompleksiteten er større, og hvor helhedsblikket samtidig er så fraværende, som i kulturpolitikken. Musik, scenekunst, billedkunst, museer, biblioteker, film, spil, litteratur, kulturarv, festivaler og den voksende kreative sektor bindes sammen af både lovgivning, økonomi, institutioner og tusindvis af mennesker.

Alligevel behandles store dele af kulturlivet som adskilte øer, og kulturpolitikken reduceres ofte til en kamp mellem delinteresser: mellem kunstarter, mellem geografier og mellem politiske dagsordener. Alt sammen noget, der diskuteres i et mikrokosmos med Kulturministeriet som det helt centrale omdrejningspunkt. Det skal vi gøre bedre.

Tiden er inde til at tage et opgør med kulturpolitikken som noget, der kun vedrører Kulturministeriet, og samtidig løfte blikket fra kulturen som opdelt i siloer.

I kulturen er alt forbundet og alt forbinder. En ung danser er uddannet på en statslig skole, står på en scene finansieret af kommunale midler ved en forestilling formidlet gennem private fonde og udviklet i samarbejde med musikere, dramaturger og teknikere, der selv bevæger sig på tværs af brancher. Når en komponist arbejder for filmindustrien, påvirker det musiklivet. Når bibliotekerne udvikler digitale tilbud, påvirker det både læsning, spil og læring. Når festivaler og kulturhuse samarbejder med civilsamfund, gastronomi, turisme og erhvervsliv, er de med til at skabe hele byers identitet. Og når museer samarbejder med uddannelser og skoler, er de en central del af at lokalt økosystem om børn og unges læring og udvikling.

Men i kulturpolitikken behandles disse sammenhænge alt for ofte som hjemmehørende i hver sin kasse og begrænses snævert til Kulturministeriets område, selvom kulturen spiller sammen med uddannelse, erhverv, turisme, sundhed og trivsel. Det er en struktur, som historisk udspringer af kulturens opbygning i sektorlovgivning og understøttes af de mange forskellige støtteordninger, der fremmer et snævert tunnelsyn på kulturens potentiale.

Når kunstarter kæmper om de samme midler, forsvinder den politiske fortælling om, hvorfor kulturen som helhed er samfundsbærende. Når institutioner presses til at levere på mål, der alene afspejler egen faglogik, mister man blikket for, hvordan samarbejde kunne skabe større værdi. Og når kommuner og stat udvikler kulturpolitik i hver sin retning, opstår der geografiske forskelle, der hverken er retfærdige eller strategiske.

Det er paradoksalt: Kunstnerne og kulturaktørerne arbejder mere på tværs med andre sektorer end nogensinde før, men kulturpolitikken er ikke fuldt med.

Hvis vi skal have en kulturpolitik for fremtiden, må vi starte med fortællingen. Kulturen er ikke en serviceudgift, kulturen er demokratiets infrastruktur. Kulturen og dens institutioner er arenaer, hvor folk mødes på tværs af sociale skel, uddannelse, bopæl og økonomi, og hvor vi sammen og hver for sig får nye erkendelser og perspektiver, frie for algoritmernes og skærmenes logikker. Alt det, der tilsammen skaber indhold i tilværelsen og løfter en velfærdsstat til et velfærdssamfund.

Skal vi indfri kulturens potentiale, kræver det en politik, der:

1. Sikrer et kulturelt rigt samfund, der med institutioner og organisationer som afsæt spørger: Hvordan bygger vi et samlet økosystem, hvor alle led, fra talentudvikling til elite, fra frivillige til professionelle og fra lokale huse til nationale fyrtårne samarbejder om at løfte kulturens værdi for hele samfundet?

2. Sikrer bedre sammenhæng mellem kommunal og statslig kulturpolitik Kulturens bæredygtighed afhænger af, at staten og kommunerne ikke arbejder i hver sin retning. Der er behov for fælles målsætninger og for at tænke regioner, uddannelser, erhverv og civilsamfund med. Samt at skabe en økonomiske støttestruktur, der sikrer synergi i kulturens potentiale for at inddrage borgere.

3. Belønner samarbejde, der rækker ud over kulturens nuværende grænser. Puljer, støtteformer og krav kan styrke projekter, hvor kunstarter mødes, hvor institutioner deler ressourcer, og hvor kultur kobles til andre samfundsområder som f.eks. sundhed og undervisning.

4. Ser kunsten og kulturen som et samlet økosystem For kunstnere og medarbejdere i kultursektoren bevæger sig frit mellem sektorer og mellem formater og brancher. Det bør kulturpolitikken også afspejle.

Kriserne og samfundets udvikling gør kunsten både mere sårbar og mere relevant end før. Kunstnerisk produktion flytter sig. Publikum forandrer sig. Nye udtryksformer udfordrer vores forståelse af, hvad kultur er. Opgaven med at holde sammen på en fælles offentlighed og en fælles folkelig identitet er blevet mere krævende, den demokratiske samtale er præget af polarisering, og behovet for styrkende uenighedskompetencer er stigende. Her spiller kulturelivet en væsentlig rolle.

Det er netop derfor, tiden er inde til at samle kulturpolitikken i en ny fælles vision. Ikke for at udviske forskelle. Tværtimod. Det er netop forskellighederne, der skaber et levende kulturliv. Men for at sikre en helhedsorienteret politik, der både udstikker pejlemærker for de enkelte brancher, men også bygger bro fra kulturen til resten af samfundet samt mellem institutioner og niveauer.

Den moderne kulturpolitik kræver mod. Mod til at tænke ud over kulturens eksisterende grænser. Mod til at udvikle nye samarbejder og mod til at gøre op med fortidens kulturpolitiske dogmer.

Opfordringen til kulturministeren og kulturpolitikerne fra kulturens største brancheorganisationer er entydig: Hvis I vil forme kulturpolitikken de næste 10-15 år, så gør jer fri af de fængslende dogmer, der har domineret kulturpolitikken alt for længe – og start med at stille det mest grundlæggende spørgsmål: Hvad er det for et samfund, vi vil skabe, og hvilken rolle skal kultur spille i det?