Hvorfor er heksen gammel? Fordi alder stadig er et skræmmebillede

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Februar er udklædningsmåned. En officiel chance for at blive en anden og måske også en farlig en af slagsen. Nogle udklædninger læner sig rent op ad skønhed og styrke, mens andre er mere skræmmende. Og lige der har vi heksen. Angsten for alderens fysiske forandring er ikke ny.

Tidligere har man heller ikke kunnet afhjælpe processens markante æstetiske konsekvenser. For eksempel førte manglen på tandpleje med tiden til, at tænderne blot faldt ud, hvilket naturligvis gav et anderledes udseende. Et udseende, som blev stadig mindre socialt gangbart.

De tandløse tider er for længst forbi. Men skrækken for den ændrede æstetik hænger ved. Måske er den endda forstærket. Konfirmander ønsker sig cremer med ingredienser, der forebygger rynker, og skønhedsindgrebene bliver stadig mere avancerede og udbredte. Er man frivillig kunde, skal der naturligvis være fred med det. Men føler man sig presset ind i dyrt og smertefuldt (!) kapløb mod et ældre og naturligt udseende, så må vi have lov at tænke lidt over situationen. Hvorfor opfatter vi stadig tegn på alder som uønsket? Måske ligefrem som vores fjende?

Læser vi ”Snehvide” som en fortælling om, hvad alder byder på, finder vi grum børnelærdom. Den eneste valuta, stedmoren har haft, var hendes skønhed. Lige meget hvor ofte hun spørger spejlet, er positionen tabt, og der er kun én måde for hende at få værdi i samfundet igen: Hun må gøre sig til morder. Det modne eventyrmenneske har kun to valg: vær’ ude eller dræb. De, der ikke er unge, er ikke skønne. Og der er ingen plads til dem.

Vi har arvet myten om den socialt kiksede og uacceptable modenhed, og vi holder fast ved den, som var den et naturvidenskabeligt faktum i stedet for at se den som det, den er. En social konstruktion. Det er en opfattelse, den er tillært, og derfor kan vi ændre den. Hvis vi vil. Vi kan løfte blikket fra den kronologiske fiksering på alder og se på de fortrin, som vi udvikler gennem livet, og som gør os til stærke sociale medspillere.

Vi danser fortsat rundt i folkedansen og gentager gamle og i dette tilfælde også gammeldags stereotyper, som kontrollerer os, vores glæde ved os selv – og vores pengepung. Det er ret ærgerligt, når der nu er så meget at glæde sig over.

Fortællingen om den modne krop og det udseende, der følger med, kunne i stedet afspejle den glæde, rigtig mange har ved at kende sig selv og stole på sin egen dømmekraft og evner. Den kunne vise det overskud, vi udvikler, som sætter os i stand til at rumme forskelligheden og hjælpe andre frem, fordi vi også har givet os selv en chance mere.

Ikke mindst kunne den påpege det superrare i at have et overblik, der bunder i, at vi har arbejdet os igennem ting før og alligevel er blevet gode og hele igen. Lad det blive fortællingen om det modne udseende, og lad markedsføringen vise det hele menneske, den modne skønhed – og hekse i alle aldre. Det ville være moderne.