Her er opskriften på et brud på folkeretten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Statsministeren indledte fredagens pressemøde om den såkaldte udvisningsreform med at henvise til den aktuelle alvorlige internationale konflikt omkring Grønland, der om noget kalder på respekt for international retsorden og folkeret.

Straks efter meddelte hun, at regeringen vil vedtage lovgivning, som pålægger danske dommere at afsige domme i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8.

Men det værste og mest tåkrummende er regeringens amatøragtige forsøg på at give det planlagte folkeretsbrud et falsk judicielt skær. Statsministerens begrundelse er, at 27 lande har skrevet et politisk brev om, hvordan de mener, at Menneskerettighedsdomstolen bør dømme fremover i udvisningssager. Et sådant brev udgør imidlertid ingen retskilde. Det ændrer hverken konventionen eller gældende praksis i Strasbourg. Og det er for så vidt ligegyldigt juridisk set, men vigtigt at bemærke, at tunge lande som f.eks. Frankrig og Tyskland er ikke medunderskrivere på brevet.

At basere lovgivning “på forventet efterbevilling” , som udenrigsministeren kalder det, er juridisk set uantageligt og opskriften på et folkeretsbrud.

Konsekvensen er, at danske dommere og anklagere inden længe vil blive sat i den situation, at de forventes at afsige domme eller procedere for udvisning i strid med Menneskerettighedskonventionen. Folkeretsbruddet sker allerede i byretten lige efter loven er vedtaget – og ikke først årevis senere i Strasbourg.

Dette er ikke et legitimt forsøg på at afklare konventionens grænser. Retstilstanden er kendt. Det er en bevidst tilsidesættelse af gældende menneskeret.

Hvis regeringen mener, at reglerne i EMRK er forkerte, er der reelt kun to lovlige muligheder for at ændre på retstilstanden ifølge folkeretten. Enten forsøger man at ændre konventionen – eller også tager man åbent konsekvensen og træder ud. Løsningen er ikke at forpligte sig til konventionen og samtidig vælge ikke at overholde den.

Sagen er alvorlig, fordi Danmark ikke har grundlovsbeskyttelse af centrale rettigheder som privat- og familieliv. Disse rettigheder hviler på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Når man begynder selektivt at tilsidesætte dem, svækker man fundamentet for retssikkerheden.