Kvindedrab skal øverst på den politiske dagsorden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

2025 blev et rystende år. Mindst 16 kvinder blev dræbt i Danmark. En dyster statistik, der har udløst både vrede, sorg og afmagt – og fået Alternativet til at foreslå en særskilt bestemmelse i straffeloven om kvindedrab. Det er forståeligt. Men selvom vi deler ønsket om at forebygge kvindedrab og styrke indsatsen mod kønsbaseret vold, mener vi ikke, at en særlig kvindedrabsparagraf er den rigtige vej.

Kvindedrab er sjældent pludselige, isolerede hændelser. De er oftest kulminationen på år med vold, kontrol og trusler. Tallene viser, at størstedelen af drab på kvinder i Danmark begås af en nuværende eller tidligere partner.

I dag udgør partnerdrab omkring hver femte drabssag. Det er voldsomt. Og det forpligter os til at se problemet som netop dét, det er: et massivt samfundsproblem – ikke en række individuelle tragedier.

Derfor er vi bekymrede for, at en særlig kvindedrabsparagraf i praksis vil være vanskelig, måske endda umulig, at anvende. Hvordan skal man juridisk bevise, at et drab blev begået, fordi offeret var kvinde?

Risikoen er, at partnerdrab på kvinder i stedet forsvinder ind i en juridisk gråzone, og at paragraffen ender som symbolpolitik uden reel effekt for hverken forebyggelse eller retssikkerhed.

På baggrund af voldsfaglig viden, 40 års praksiserfaring med at hjælpe voldsudsatte kvinder og mange års politisk engagement peger vi på tre veje, der kan bringe os tættere på reelle løsninger.

For det første bør strafferammen for drab begået mod en nuværende eller tidligere partner skærpes. Ikke fordi køn er uvæsentligt, men fordi relationen er den mest afgørende risikofaktor. Det er juridisk mere præcist, lettere at bevise og rammer dér, hvor faren er størst.

Samtidig sender det et klart signal om, at drab i nære relationer udgør en særlig grov krænkelse af både individets sikkerhed og den grundlæggende tillid, private relationer bygger på. Partnerdrab mod mænd er sjældne, men vurderingen af skyld bør stadig ske ud fra kønsneutrale principper.

For det andet halter forebyggelsen. Alt for mange voldsudsatte kvinder mangler stadig adgang til rettidig beskyttelse, kvalificeret rådgivning, retshjælp og specialiseret støtte. Ja, det kræver investeringer.

Men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være. For hver gang hjælpen udebliver, stiger risikoen for, at volden eskalerer – med dødelig udgang. Derfor er det afgørende, at Danmark endelig får fuldt implementeret Istanbulkonventionen, som netop forpligter stater til at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder systematisk.

For det tredje mangler vi viden. Danmark har ikke tilstrækkelig systematisk, kønsspecifik data om partnervold og partnerdrab. Uden solid viden famler vi i blinde. Vi foreslår derfor et tværministerielt organ med ansvar for dataindsamling, overvågning og koordinering af indsatser og lovgivning.

Den nyligt vedtagne partnerdrabskommission bør være et centralt omdrejningspunkt, så hvert drab bliver analyseret for advarsler, myndighedssvigt og forebyggelsesmuligheder – og ikke blot reduceret til endnu et tal i statistikken.

Andre lande viser, at forebyggelse virker. Norge, Sverige og England gransker systematisk partnerdrab. Spanien har en særskilt lov understøttet af et sekretariat under statsministeriet og omfattende dataindsamling. I England har politiet erklæret vold og drab mod kvinder som en national nødsituation. Det samme alvorlige blik mangler vi i Danmark.

Derfor skal kvindedrab helt op på den øverste politiske dagsorden. Ikke som en snæver strafferetlig øvelse, men som et bredt og forpligtende samfundsansvar. Vi skylder kvinderne handling, der virker – ikke løsninger, der blot ser handlekraftige ud.