SU er blevet synonym med drikkepenge for gymnasieelever

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Samfundet står over for et systemisk problem. SU kobles ikke til indsats, men udelukkende til forældres indkomst, og det er forkert. Dermed mangler der et klart incitament til ansvar og engagement. SU blev oprindeligt skabt som statsstøtte til gymnasier, og bagtanken var, at intet individ skulle fravælge en uddannelse på grund af økonomi. Ydermere var den tiltænkt at understøtte eleven og sikre, at de kunne fokusere på uddannelsen frem for arbejde ved siden af.

Dog ser jeg i min dagligdag som gymnasieelev, at SU ikke er en gevinst for de flittige, men en forbrugsordning, der i praksis belønner sløsede elever gennem drikkepenge.

Gymnasiet blev skabt som en uddannelsesinstitution, men ligesom folkeskolen ikke bare underviser os fagligt, skaber gymnasiet også en essentiel forståelse for, hvordan de videre uddannelser fungerer, og former os til at blive voksne på arbejdsmarkedet. Gymnasiet fungerer dermed også som en central del af unges socialisering.

Det største problem opstår, når systemet belønner elever med 100+ modulers fravær – og det har jeg set ske foran mig. Det normaliserer fravær i institutionskulturen. Hvordan skulle den elev forberede sig til voksenlivet, når man i gymnasiet lærer, at det ingen konsekvenser har at pjække fra første modul, fordi det var koldt, eller holde en såkaldt Lars-Lars-dag en torsdag, fordi byen blev lidt vildere end planlagt onsdag aften.

En regional opgørelse fra Nordjysk Uddannelsesindblik 2025 viser, at fraværet på de gymnasiale uddannelser i Nordjylland – som ligger lavt i forhold til landsgennemsnittet – er 9,4 pct. baseret på 2023/2024-tal. Når fraværet er så højt i en region, der ligger lavt i forhold til landsgennemsnittet, viser det, at problemet er systemisk og risikerer at præge både studieadfærd og ansvarskultur på længere sigt.

Det kan ikke være retfærdigt for eleven, der møder ind dag efter dag med en fraværsprocent under 0,5, samtidig får de samme goder som eleven, der pjækker på ugentlig basis. Det svækker oplevelsen af gensidighed i systemet. Jeg er godt klar over, at SU for mange er essentiel. Mange har ikke mulighed for at købe frokost uden, og mange skulle have arbejdet 15 timer ugentligt ved siden af gymnasiet, hvis ikke den eksisterede.

SU skal slet ikke fjernes. Den skal reguleres. Den skal retfærdiggøres. Jeg tror fast på, at hvis SU’en bliver afhængig af elevens indsats og ikke bare af forældrenes indkomst, så kan samfundet få langt flere, langt mere arbejdsparate borgere. En fast grænse, eksempelvis mere end 20 modulers reelt fravær eller en skriftlig fraværsprocent på mere end 10 pct., så ryger den. Undtaget udelukkende ved klar og dokumenteret sygdom eller alvorlige forhold. Det vil samtidig styrke de ansvarsnormer, gymnasiet bør være med til at opbygge.

Jeg selv kommer fra en god baggrund, med forældre, der kan understøtte mig ved behov, og reelt har jeg ikke brug for SU, som mange har. Men for mange hjemmeboende elever med lave, faste udgifter bliver SU et frit rådighedsbeløb. Når basale udgifter dækkes af forældre, fungerer SU i praksis som drikkepenge til forbrug – ikke som nødvendig støtte til uddannelse. Det er netop derfor, SU i gymnasiet i dag mister sin legitimitet: den gives bredt, uden indsigt i individet og uden klare krav til adfærd.

Hvis SU fortsat skal have bred opbakning – også blandt min generation – må den igen kobles til sit oprindelige formål: at sikre adgang til uddannelse for dem, der har brug for det, og at understøtte ansvar og engagement hos eleverne. Velfærdsstaten bygger på en grundlæggende idé om gensidighed mellem rettigheder og forpligtelser. Ellers risikerer vi, at min generation formes af et system, der lærer, at rettigheder ikke forpligter – og det er et langt større problem end SU-budgettet alene.