Er det næstekærlighed at udelukke muslimsk bøn i kirken?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg føler dyb sorg og vrede over, at hospitalskirken har valgt at udelukke muslimsk bøn i dets kirkerum. Når et så grundlæggende behov for åndelig fred og forbindelse mødes med afvisning, skaber det både frustration og smerte – især for de mennesker, der blot ønsker at praktisere deres tro i en tid med sygdom og sårbarhed.

Tidligere blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle sørge for etableringen af et refleksionsrum – et sted, hvor alle kunne finde ro og åndelig støtte. Alligevel blev dette projekt i sidste ende valgt fra, og minoritetens behov blev ignoreret. I stedet bliver muslimer henvist til kunstbygningen Pietas som alternativt bederum – en løsning, der er både respektløs og uværdig. Pietas kan aldrig erstatte et ordentligt bederum, der giver plads til ro, refleksion og værdighed i åndelig praksis.

Det er især tankevækkende, fordi flere store sygehuse i landet har bederum/stillerum, hvor alle borgere, uanset tro, kan finde plads til bøn og refleksion. At hospitalskirken og hospitalsledelsen ikke kan finde en løsning, der inkluderer alle, sender et tydeligt signal om eksklusion, som ingen troende bør opleve.

Endnu mere bekymrende er kirkens hykleri omkring næstekærlighed. Hospitalskirken prædiker omsorg, respekt og medmenneskelighed, men når det kommer til at inkludere muslimer, svigter disse værdier. Afvisningen af muslimsk bøn står i skarp kontrast til idealet om næstekærlighed og signalerer, at nogle troende ikke er velkomne i et rum, der burde være åbent for alle.

Hvordan kan det være, at et så grundlæggende behov som en daglig bøn ikke får plads i et offentligt kirkerum, mens andre sygehuse har plads til alle? Det handler ikke blot om et fysisk rum, men om respekt, værdighed og lige ret til åndelig praksis.

Afvisningen rammer ikke kun individet, men sender et signal om, at nogle borgere ikke betragtes som ligeværdige.

Det er på tide, at hospitalskirken, hospitalsledelsen, Region Midtjylland og vores samfund lever op til de værdier, de prædiker. Ægte inklusion og næstekærlighed handler om handling, ikke ord. Alle borgere, uanset tro, bør have mulighed for at udøve deres religion med respekt, værdighed og omsorg. Ingen bør føle sig udelukket fra et rum, der burde være åbent for alle.