Ledelsen af folkekirken er for langsom og tung

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har været ansat i folkekirken som præst og provst i godt 25 år. Jeg kender folkekirken som en fantastisk arbejdsplads. Undersøgelser viser, at mange andre har det ligesom mig. At være ansat i folkekirken scorer tårnhøjt på mening, indflydelse og frihed, for folkekirken løfter livsnære, afgørende opgaver for mennesker og samfund og er storleverandør af håb, livsmod og et budskab om næstekærlighed.

Men dér, hvor dårligt arbejdsmiljø opstår, viser undersøgelser desværre, at det står skidt til i folkekirken. For mange oplever, at der ikke bliver taget hånd om et dårligt arbejdsmiljø. Nogle ansatte har så lave forventninger til deres ledelse i folkekirken, at de slet ikke henvender sig.

Hvis et dårligt arbejdsmiljø er opstået, er det et ledelsesansvar at få det ændret, og det vil være en af mine topprioriteter som biskop. Det kræver helt almindelig, ordentlig og professionel ledelse – også i folkekirken.

I folkekirken har vi en reaktiv ledelseskultur. ”Intet nyt er godt nyt” har uofficielt været en rettesnor. Men sådan fungerer moderne arbejdspladser ikke. Ledelse handler ikke om at gå ind, efter branden er brudt ud, men om at sikre, at den ikke opstår.

Derfor er det nødvendigt, at vi får skiftet gear og bliver langt bedre til forebyggelse, gode forventningsafstemninger og opfølgning.

Jeg er overbevist om, at vi ikke har råd til at lade være med at prioritere bedre ledelse. Det koster på arbejdsglæden, på trivslen og på evnen til at fastholde medarbejdere, når problemer ikke bliver håndteret.

Det koster på folkekirkens omdømme. Dårligt arbejdsmiljø dræner energi – både hos præster, ansatte og menighedsråd – og det går ud over kirkens kerneopgave: at være kirke for mennesker.

I folkekirken har vi traditionelt haft en meget billig ledelse: Der er ikke krav om, at en biskop har en lederuddannelse. Og indtil i år har et valgt, frivilligt menighedsrådsmedlem i de fleste sogne haft personaleansvaret for alle menighedsrådets ansatte. Men med en ny menighedsrådslov er de første trædesten lagt til en lille opprioritering af ledelse med et obligatorisk kursus for den personaleansvarlige. Det er godt!

For vi har ikke råd til at lade være. Ledelsen skal være klædt ordentligt på – uanset om det er menighedsrådets personaleansvarlige, en ansat daglig leder, provster, præster eller biskopper. Det koster at sikre uddannelse, opkvalificering og efteruddannelse. Men det koster langt mere at lade være.

Den 1. januar trådte den nye menighedsrådslov i kraft, og her ligger flere forbedringer på ledelsesområdet.

For det første er samarbejde mellem menighedsråd, provst og biskop nu lovpligtigt, når det handler om forhold af betydning for arbejdspladsen. Forhåbentlig har det altid været sådan i praksis – men nu står det sort på hvidt: I en tostrenget ledelse har alle et ansvar for arbejdspladsen i sognet.

For det andet skal den, der leder menighedsrådets ansatte, nu på et årligt kursus i ledelse. Det er et enkelt, men afgørende skridt mod større faglig kvalificering af ledelsen.

For det tredje giver loven nu mulighed for at fratage et menighedsrådsmedlem hvervet, hvis vedkommende »varigt og systematisk udviser adfærd, der udgør en belastning for det lokale arbejdsmiljø«. Det er en vigtig beskyttelse af medarbejdere – og af det lokale menighedsråd.

Folkekirken er uovertruffen som arbejdsplads, når det gælder frihed, mening og indflydelse. Det skal vi værne om. Men det kræver, at vi også tager ledelse alvorligt. Jeg mener, vi skal skrue op for ledelseskvaliteten i folkekirken. Det er ikke en umulig opgave. Det kræver, at vi øger samarbejdet på kryds og tværs. Og det er der heldigvis fælles vilje til.