Velfærdsbuffeten: ”Gratis” checks forvandler borgere til brugere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den netop lancerede fødevarecheck inkluderer udeboende studerende. Og det er jo mig. Penge kan man altid bruge, tænkte jeg, da jeg først hørte om det, og i samme bevægelse begyndte jeg straks at udtænke måder at få dem til at forsvinde igen.

Kort efter meldte besindigheden og den kritiske sans sig på banen. De gjorde mig opmærksom på, at jeg var tæt på at lade mig indlemme i velfærdsstatens lune, men lullende favntag. For der findes en almen mekanisme: trangen til at rage til sig, tage sin del – og gerne lidt mere. Kender man buffettallerkenen, kender man princippet. Der må ikke være hvidt til syne. Udsigt til gratis får tallerkenen til at vokse.

Vi danskere elsker gratis. Tilbud. Udsalg. Buffet. At få føles bedre end at beholde. Vi vil hellere have appelsinen i turbanen end plukke den selv.

Som folk bekender vi os i praksis til girl math – det fænomen, hvor man bilder sig ind, at noget er gratis, hvis der er to for én, eller hvis vi får en check af staten.

Det accelererende checksamfund, velfærdsbuffeten, er ikke gratis. Ud over at være materielt betalt og omkostningsfuldt omfordelt gennem et tungt embedsværk, er det også sjæleligt og demokratisk kostbart. Alligevel reduceres kritikken ofte til spørgsmålet om arbejdsudbud og tilskyndelsen til selvforsørgelse.

Det så man, da Ole Birk Olesen i Borgerlig Tabloid argumenterede imod fødevarechecken med henvisning til et dalende incitament til at tage arbejde.

Men der er noget dybere og vigtigere på spil. En immateriel omkostning. En, der ikke kan aflæses i regneark, men som sætter sig i mennesket og forplanter sig derfra. Den bygger rede i tanken og gør os fremmede for alternativer, former vores selvforståelse – ikke målbart, men mærkbart. Den koder os til at tage mere, ikke fordi vi behøver det, men fordi vi kan. Fordi der var buffet.

Vi fortærer og forspiser os. Ikke af ond vilje, men fordi vi gradvist er blevet afhængige af at blive bespist. Af fornemmelsen af hjælp. Af den lille bekræftelse, der ligger i at få.

Der er uomtvisteligt mennesker, der rammes økonomisk, når fødevarepriserne stiger. Men løsningen er ikke, at blikket automatisk rettes mod politikernes checkhæfte.

Når over to millioner danskere står til at modtage en kontant udbetaling, forskydes forventningen om, at økonomiske udsving mødes med individuelle checks snarere end med strukturelle rammer.

Når checks sendes til udvalgte grupper, på bestemte tidspunkter, efter politisk bekvemme kriterier, ændrer relationen sig. Fra borger til bruger. Og det er den største demokratiske omkostning.

Det bliver et magtmiddel, som i valgår kan målrettes potentielle vælgere – ofte bredt og upræcist, som man så det med varmechecken, hvor op mod 10.600 husstande samlet fejlagtigt modtog over 60 millioner kroner. En vilkårlighed, jeg selv mærkede under coronatiden, da jeg modtog en check på 1.000 kroner, fordi jeg tidligere havde været hjemmeboende gymnasieelev.

Jeg opdagede den på min konto i pauserummet på mit arbejde. Jeg arbejdede nat og tjente godt. En check, jeg hverken havde behov for eller mulighed for at refundere. Så den gik til tant og fjas. Øl og hornmusik.

Vi lever i et land, hvor vi uden større kvaler accepterer et af verdens højeste skattetryk, men alligevel står klar ved udbetalingsskranken, når staten sender en check ud.

Det er en sær dobbelthed: Vi mangler pengene nok til at tage imod almisser, men ikke nok til at kræve retten til at beholde mere selv.

I Danmark kan man ikke vinde et valg på skattelettelser – deraf Claus Hjorth-doktrinen – men man kan vinde det på at love checks og velfærd. Eller som Socialdemokratiet ynder at formulere det: skattelettelser eller velfærd.

Det siger noget om, hvor dybt afhængigheden har sat sig. Ikke kun i økonomien, men i mentaliteten.

Den mentalitet har slået rod i en folkelig og kulturel tilbøjelighed til at foretrække central omfordeling til trods for dens vilkårlighed, bureaukrati og menneskelige omkostning.

Det er usundt, helt ind i sjælen, at være for afhængig af politikeres velvilje – især når det ikke er strengt nødvendigt. Et frit samfund forudsætter borgere, ikke brugere i en velfærdsbuffet.