Har et kurdisk børneliv ikke samme værdi som et palæstinensisk?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis nogen kan genkende kurdernes følelse af svigt fra deres allierede, så er det os danskere lige nu.

Det seneste år har vi set, hvordan en af vores tætteste allierede – troede vi – har truet rigsfællesskabet ved at tale om at overtage Grønland, og hvordan Trump har talt nedsættende om danske soldater, der mistede livet i en krig, som ikke var vores, men USA’s.

Den følelse sidder kurdere over hele verden med. Især dem, der lige nu udsættes for det værst tænkelige fra det syriske regime: drab, sult og overgreb i det, der begynder at ligne etnisk udrensning af kurdere.

Men har vi glemt, hvad kurderne har gjort i Syrien og Irak?

Kurderne har været Vestens forlængede arm og gjort det beskidte arbejde mod terrorgrupper som Isis og al-Qaeda. De har været hovedårsagen til, at Isis blev slået tilbage. Siden da har de bevogtet tusindvis af Isis-fanger og administreret den måske farligste lejr i verden, al-Hol, hvor familier til Isis-krigere opholder sig.

Men hvor er Vesten i dag, når kurderne har allermest brug for hjælp? Hvor er omverdenen, når de for alvor har brug for en stemme?

Og hvor er ngo’er som Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke? Der har ikke været samme strøm af opslag og kampagner, som vi har set i andre konflikter. Faktisk nul opslag fra Amnesty International.

Det er et fair spørgsmål at stille: Fortjener kurderne ikke samme opmærksomhed? Har et kurdisk barn ikke samme værdi som et palæstinensisk barn?

En intensivlæge i den belejrede by Kobani advarer om, at hospitalerne er tæt på kollaps på grund af mangel på brændstof og medicin. Endnu et barn er meldt død som følge af iltmangel.

Dertil kommer de børn, der allerede er døde af kulde. Hvor er opråbene? Hvor er sympatien med et folk, der har kæmpet vores kamp og som resultat gjort Vesten mere sikker?

Den nuværende syriske regering fremstår mere islamistisk end demokratisk. For nylig kom det frem, at kvinder i Latakia er blevet forbudt at bære makeup i alle statslige forvaltninger, institutioner og myndigheder. Samtidig må vi ikke glemme, at Ahmed al-Sharaa, bedre kendt som al-Julani, har en fortid i både al-Qaeda og Isis. Elementer fra de miljøer indgår fortsat i de væbnede strukturer omkring regimet.

Det er den samme ideologi, der nu rettes mod kurderne. Og jihadister glemmer ikke dem, der har bekæmpet dem – hvilket kurderne i den grad har.

Som følge af den nuværende uro er flere hundrede Isis-medlemmer allerede sluppet fri. Al-Hol-lejren, der huser omkring 25.000 mennesker med tilknytning til Isis, de fleste af dem er familier til Isis-krigere, er nu under regimets kontrol.

Det kan betyde fornyet kaos og ny styrke til Isis – med konsekvenser langt ud over Syriens grænser.

Nabolandet Irak er allerede i alarmberedskab på grund af løsladelsen af Isis-fanger. Et styrket Isis i Syrien og Irak øger også risikoen for radikalisering og mobilisering i Vesten. Der florerer allerede videoer af syriske soldater, der synger Isis-sange, og meldinger om, at Isis-flag igen er blevet set i Raqqa.

Derfor bør den danske regering bruge alle diplomatiske og politiske midler til at lægge pres på den syriske regering for at stoppe overgrebene mod kurderne.

Og danske ngo’er bør gå forrest i at råbe verden op om situationen i Rojava. Vi skylder kurderne mere, end vi lige nu viser. Det mindste, vi kan gøre, er at nægte at tie.