Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Studerende: Fødevarechecken er tiltrængt. Næste skridt: Hæv SU’en

Fødevarechecken bør være første skridt i en mere ambitiøs indsats for at forbedre studerendes økonomiske vilkår.

Christoffer RosenkvistForperson, Danske Studerendes Fællesråd
Nicolaj Laue JuhlForperson, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
Pernille Arentoft JuhlForperson, Pædagogstuderendes Landssammenslutning
Jeppe StudtmundForperson, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende
Anthon BerentzenForperson,Lærerstuderendes Landskreds
Katrin Sofía Fog-PetersenForkvinde, Radiograf Rådet studerende
Cecilie Søby ThorsenForperson, De Jordemoderstuderendes Landssammenslutning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At studerende nu også modtager en fødevarecheck, er en vigtig politisk anerkendelse af, at mange studerende er hårdt presset på økonomien. Men fødevarechecken er kun et midlertidigt plaster på såret.

Hvis regeringen reelt vil forbedre studerendes økonomiske vilkår, kræver det mere langsigtede og strukturelle løsninger.

Regeringen har indgået en aftale med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om udmøntningen af 4,5 mia. kr. til en fødevarecheck målrettet de grupper, der rammes hårdest af de stigende fødevarepriser.

Oprindeligt var studerende ikke blandt målgrupperne, men efter pres fra os studenterpolitiske organisationer er vi nu blevet anerkendt som det, vi er: en lavindkomstgruppe, hvis købekraft er blevet markant udhulet over de seneste år.

Aftalen betyder, at udeboende studerende på SU modtager 1.000 kr., samt at forældre på SU får op til 5.000 kr., afhængig af deres indkomst. Det vil kunne mærkes her og nu, og det er vi glade for. Men det ændrer ikke ved, at den grundlæggende udfordring består.

Studerende har i årevis oplevet stigende huslejer, dyrere dagligvarer og højere priser på offentlig transport, uden at SU’en er fulgt med.

Manglen på betalelige studieboliger i de større studiebyer er fortsat kronisk, og Danmark har stadig nogle af Europas højeste priser på offentlig transport. Resultatet er, at alt for mange studerende må arbejde mange timer ved siden af studiet, tage SU-lån eller låne penge af familien for at få økonomien til at hænge sammen.

Hvis vi mener alvorligt, at uddannelse skal være tilgængelig for alle – uanset social baggrund – er det nødvendigt at gøre det billigere at være studerende i Danmark.

Det kræver en forhøjelse af SU’en, flere studieboliger og billigere offentlig transport.

Fødevarechecken må ikke blive en engangsforestilling. Den bør være første skridt i en mere ambitiøs indsats for at forbedre studerendes økonomiske vilkår. For hvis vi som samfund vil bevare vores velstand, velfærd og vidensniveau, må vi sikre, at studerende kan fokusere på vores uddannelse – ikke på, hvordan vi betaler den næste husleje.

Nu er det politikernes ansvar at følge fødevarechecken op med reformer, der sikrer bedre og mere forudsigelige økonomiske vilkår for studerende. Det vil være socialt retfærdigt.

Det er ikke en udgift, men en investering i lige muligheder og Danmarks fremtid.