Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Yderfløjene står i vejen for fremskridt i EU

Niels H. BünemannFolketingskandidat, (V), Skagen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For få dage siden så vi et nyt eksempel på, at de ekstreme politiske kræfter på både højre- og venstrefløj blokerer for fremskridt i EU.

Denne gang sørgede de i fællesskab for at forhindre, at en frihandelsaftale mellem EU og Sydamerika (Mercosur) kan træde i kraft. Et snævert flertal i Europa-Parlamentet besluttede den 21. januar at sende frihandelsaftalen i den syltekrukke, som hedder Den Europæiske Domstol.

De seneste dage og uger har vist, at vi i Europa bliver nødt til at frigøre os fra afhængigheden af USA. Det gælder ikke mindst på handelsområdet.

Det kan sagtens lykkes, for EU er en større spiller i verdenshandlen end USA, selv om USA isoleret set er en lidt større økonomi end EU. Vi er ganske enkelt mere åbne for handel i Europa, end amerikanerne er.

Men det kræver politisk vilje at lave aftaler med de store handelsblokke uden for USA. Den vilje er til stede på den politiske midte. Det var tydeligt i den nævnte afstemning, hvor de politiske grupper på midten helt overvejende ønskede at tage skridt til at ratificere handelsaftalen. Det var yderfløjene, der blokerede for aftalen.

Retfærdigvis skal det nævnes, at kun ét af de danske parlamentsmedlemmer var med til blokaden. Det var den nordjyske Enhedslisten-politiker Per Clausen, mens eksempelvis Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti stemte sammen med alle de øvrige danske parlamentsmedlemmer.

Desværre var Vistisen i dette spørgsmål uenig med samtlige andre medlemmer af gruppen med det paradoksale navn ”Patrioter for Europa”.

Jeg håber, at vælgerne ved folketingsvalget senere i år vil styrke de midtsøgende kræfter, som arbejder konstruktivt på at samle Europa i forsvaret af vores økonomiske og demokratiske model.

Det er en model, der har gjort Europa til det af verdens kontinenter, der har den bedste levestandard og den højeste standard for frihedsrettigheder.