Pia, du kan ikke både kæmpe mod udlændinge og for omsorgen for de ældre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det må være lidt af en kattepine for Pia Kjærsgaard. Hun har i mange år talt for en stram udlændingepolitik, mens hun har foregivet at kæmpe for landets ældre.

Nu kolliderer de to mærkesager i et uskønt forløb på grund af udsigten til massiv medarbejdermangel i ældreplejen.

Det har tvunget Pia Kjærsgaard til at vælge. Så det har hun gjort.

Regeringens arbejde for at skaffe kvalificeret arbejdskraft til ældreplejen bliver igen og igen kritiseret af Pia Kjærsgaard i et omfang, hvor det bliver ganske tydeligt, at hendes frygt for udenlandsk arbejdskraft overstiger hendes omsorg for landets ældre. Lad mig forklare.

Manglen på medarbejdere i ældreplejen er allerede i dag en realitet, og en ny fremskrivning viser, at efterspørgslen på sosu-medarbejdere kan overstige udbuddet med knap 24.000 personer i 2035, hvis udviklingen fortsætter. Det svarer til flere end det samlede antal kommunale sosu-medarbejdere, der i dag arbejder i Region Nordjylland og Region Midtjylland tilsammen.

Det er ikke et tal, man kan trække på skuldrene af. Uden sosu-medarbejdere hænger ældreplejen ganske enkelt ikke sammen.

Til det svarer Pia Kjærsgaard, at vi skal starte herhjemme. Det har regeringen allerede gjort. Vi har gennemført en ældrereform, hvor fagligheden styrkes i sosu-uddannelserne. Vi har også sikret løn under uddannelsen for voksne elever, så økonomien ikke bliver en barriere for at søge og gennemføre uddannelsen. Det er gode skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok.

Derfor er vi nødt til at arbejde i flere spor samtidig. Det er uansvarligt at lade som om, at der kun findes én løsning, og det ved Pia Kjærsgaard udmærket godt.

Alligevel prøver hun at obstruere rekrutteringen af arbejdskraft til ældreområdet. Det er åbenbart vigtigere at puste til frygten for udenlandsk arbejdskraft, end det er at sikre de ældre en ordentlig pleje.

Her i avisen skriver hun, at svære arbejdsforhold og nedslidning ikke forhindres med flere kolleger. Det er forkert. Hun skriver også, at bedre normeringer skal tiltrække medarbejdere.

Men hvad hjælper bedre normeringer, hvis medarbejderne ikke er der til at besætte stillingerne i første omgang.

Pia Kjærsgaards dårlige løsninger afslører hendes egentlige ærinde: at skabe frygt og politisk opmærksomhed om sig selv.

Selv er jeg mere optaget af at løse problemer. Derfor arbejder vi i regeringen med internationale rekrutteringspartnerskaber. Vi har netop underskrevet aftaler med Filippinerne og delstaten Kerala i Indien.

Det er aftaler, som bygger på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, særligt tilrettelagte oplærings- og uddannelsesforløb og et modtagerapparat, der skal sikre, at de udenlandske kandidater får de nødvendige faglige og sproglige forudsætninger for at indgå på det danske arbejdsmarked og i det danske samfund.

Det er alt sammen noget, vi gør, fordi sprog og kultur betyder noget. Når vores nye medarbejdere kommer ind i de danske hjem, skal de kunne tale med de ældre. De skal forstå, hvordan vi lever i Danmark, og de skal yde omsorg på en måde, som føles rigtig.

Hvis ikke vi handler nu, vil konsekvenserne blive mærkbare om meget kort tid. Presset på medarbejderne vil stige, og kvaliteten i ældreplejen vil lide under det.

Det kan hurtigt udvikle sig til en ond cirkel, som kan få hele systemet, som vi kender det, til at knække. Det må ikke ske. Uanset hvor bange Pia Kjærsgaard synes at være.