De, der vil i dialog med USA, ville have klappet ad samarbejdspolitikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Donald Trump har igen åbent talt om at overtage Grønland – denne gang ikke blot som et ejendomskøb, men med antydninger af militær magtanvendelse.

Det burde have udløst et klart, urokkeligt og offentligt dansk nej. I stedet sender Danmark to udenrigsministre til Washington, i hvad der mest af alt fremstår som en ydmygende forestilling.

Efter mødet erklærede Løkke , at det var »positivt«, at man havde nedsat en arbejdsgruppe. Undskyld mig, men man jubler da ikke over at komme til møder om sit eget territoriums mulige overtagelse. Hvilket forhold til sit eget land skal man have, hvis man hellere vil forhandle med en aggressor end konsekvent forsvare rigets suverænitet?

Her melder historien sig med ubehagelig klarhed. I 1939 forberedte Tyskland invasionen af Norden. Danmark blev ikke besat ved en misforståelse, men fordi stormagten mente, at vores geografi var nødvendig for dens sikkerhed. Dengang lød argumenterne også om nationale interesser, strategisk beliggenhed og nødvendigheden af kontrol.

Fælles for 1940 og i dag er ikke først og fremmest truslen udefra, men reaktionen herhjemme. Dengang bildte man sig ind, at hvis man var imødekommende nok, stille nok og dialogsøgende nok, ville stormagten lade os være. Man forvekslede forsigtighed med visdom og dialog med sikkerhed.

I dag hører vi de samme sætninger: at vi skal “tale med amerikanerne”, at det er bedre at være ved bordet end på menuen. Men det var netop den tankegang, der efterlod Danmark uforberedt den 9. april.

Ikke fordi vi ikke kunne se, hvad der var på vej, men fordi vi ikke turde sige fra. Når svaret er arbejdsgrupper, smil til kameraet, knytnævehilser, smøger og ydmyge rejser til Washington, gentager vi en historisk fejl. Som Erik Scavenius (radikal udenrigsminister 1913-1920 og 1940-1943), der mødtes med Adolf Hitler.

Før Besættelsen vidste den danske regering udmærket, at tyske tropper stod klar syd for grænsen. Alligevel undlod man at flytte soldater, fordi man ikke ville “provokere”. Samarbejdspolitikkens mentalitet var allerede etableret, før Besættelsen fandt sted. Den samme berøringsangst ser vi i dag.

For at sige det ligeud: Det er ikke ekstremt at mene, at man svigter sit land, når man inviterer sig selv til forhandlingsbordet med en magt, der åbent har udtrykt ønske om at overtage dele af riget. Det er decideret pinligt, at danske ministre nu rejser til Washington for at tale om vores eget lands territorium.

Før 1940 var Danmark militært afvæbnet efter årtiers nedprioritering af forsvaret. Man sparede på soldater, materiel og beredskab, fordi man hellere ville tro på dialog end på nødvendigheden af styrke. Prisen kender vi. I dag står vi igen med et forsvar, der i årtier er blevet beskåret og udskudt. Hvis Danmark ikke igen skal blive et land, andre kan tale hen over hovedet på, gælder ét simpelt princip: Et land, der ikke kan forsvare sig selv, kan heller ikke forsvare sin suverænitet.

Derfor burde svaret på Trumps udtalelser ikke have været arbejdsgrupper og ydmyge besøg, men en klar linje: et styrket dansk forsvar, et styrket nærvær i Arktis og et entydigt budskab om, at rigets territorium naturligvis ikke er til forhandling.

Et selvstændigt rige forhandler ikke om sin eksistens. Et folk, der har lært af 9. april, ved én ting: at fred ikke bevares med håb alene, men med vilje, styrke og klare grænser.

De, der klapper i deres små hænder over Løkke og Motzfeldts fandangotur, er de samme, der vil hylde den landsforræderiske samarbejdspolitik fra 1940, for regeringen er ved at begå samme fejl som deres forgængere fra kongerigets sidste nationalt truende udenrigspolitiske krise.