Grønland og Arktis har brug for en plan

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den sikkerhedspolitiske situation i Arktis er i dag velkendt. Grønland er ikke længere et perifert tema, men indgår i løbende politiske drøftelser nationalt og internationalt. Trusselsbilledet og de generelle scenarier er overordnet belyst og behøver ikke gentages her.

Alligevel præges debatten ofte af, at man bevæger sig direkte til konkrete løsninger: tropper, baser, sensorer og placeringer. Spørgsmålene er velkendte. Mindre tydeligt er det imidlertid, hvordan disse løsninger egentlig skal adresseres.

Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål, som sjældent stilles klart: Hvad er det egentlig for opgaver, der skal løses i Grønland og Arktis?

Grønland har historisk været betragtet som et lavspændingsområde i Arktis. Det skyldtes ikke fravær af strategisk betydning, men en stabil og relativt forudsigelig sikkerhedsarkitektur, hvor klare aftaler og kendte kapaciteter bidrog til balance. Grønland var strategisk centralt, men politisk stille.

Denne præmis er ikke ophævet, men udfordret. Ikke fordi Grønland eller Danmark har ændret kurs, men fordi omgivelserne har gjort det. Arktis er i stigende grad blevet et aktivt strategisk rum, hvor militære, økonomiske og teknologiske interesser overlapper.

Spørgsmålet er derfor ikke, om lavspændingen skal opgives, men hvordan den kan bevares under nye vilkår. Det kræver mindre fokus på hurtige løsninger og mere fokus på fælles rammesætning.

Når trusselsbilledet er kendt, bliver det afgørende at definere opgaverne klart. Ellers risikerer man at diskutere midler, før målet er fastlagt.

Ser man nøgternt på Grønland og Arktis, tegner der sig et relativt klart opgavebillede:

• at opretholde kontinuerlig overvågning og situationsforståelse i luften, til søs, i rummet og i de arktiske domæner

• at sikre fri, sikker og regelbaseret sejlads i et område med stigende aktivitet

• at forebygge uigennemsigtig eller uautoriseret råstofudnyttelse på land, i isen og på havbunden, herunder hvor økonomiske aktiviteter kan få sikkerhedspolitisk betydning.

Der er derimod ikke tale om et akut behov for territorial forsvarskamp, offensiv magtprojektion eller massiv permanent troppeudstationering. Opgaverne er overvejende forebyggende, stabiliserende og strukturelle.

Nato har historisk haft sit arktiske fokus koncentreret om Nordnorge og Island. Grønland har i praksis været dækket indirekte gennem eksisterende aftaler og nordamerikanske strukturer. Nato har ingen formel geografisk øvre grænse, men Arktis har længe været behandlet indirekte.

Denne tilgang har fungeret, så længe området var relativt statisk. I dag er der behov for en mere sammenhængende ramme, der ikke nødvendigvis indebærer nye doktriner, men en tydeligere politisk forankring af det, der allerede foregår.

Det peger samlet på behovet for, at Nato i højere grad påtager sig et struktureret ansvar for Arktis som sammenhængende sikkerhedsområde gennem klarere politisk forankring af eksisterende kapaciteter og opgaver.

Denne bevægelse understøttes af den amerikanske forsvarsstrategi, der blev offentliggjort i den forgangne uge. Her nævnes Grønland flere gange eksplicit som strategisk centralt terræn i et vestligt halvkugleperspektiv – et tydeligt skifte fra tidligere strategier, hvor Grønland primært indgik indirekte.

Samtidig er det væsentligt, hvad strategien ikke lægger op til. Fokus er på adgang, tilstedeværelse og situationsforståelse – ikke på suverænitet, ejerskab eller ensidig kontrol. Der lægges vægt på hjemlandsforsvar og byrdefordeling med en forventning om, at allierede i højere grad tager ansvar for regionale sikkerhedsopgaver.

USA har allerede i andre regioner – eksempelvis i samarbejdet med stillehavsstater i Cofa-regi – udviklet fleksible ordninger, hvor adgang, tilstedeværelse og udviklingsrettigheder aftales uden ejerskab eller suveræn kontrol. Overført til Grønland peger det på, at øget amerikansk interesse bedst håndteres gennem en allianceforankret ramme, hvor ansvar og gennemsigtighed deles.

Interessen knytter sig ikke mindst til adgang, overvågning og rammesætning af fremtidig økonomisk aktivitet, herunder råstofudvikling, hvor gennemsigtighed og allianceforankring er afgørende.

Grønland indgår allerede i den nordamerikanske sikkerhedsarkitektur gennem Norad og tilstedeværelsen ved Pituffik Space Base. Denne tilstedeværelse har i årtier været præget af kontinuitet og diskretion med fokus på tidlig varsling og strategisk stabilitet.

En væsentlig del af Arktis’ sikkerhedsdimension er derfor ikke synlig i den offentlige debat. Det gør det desto vigtigere, at de politiske rammer er klare, også når kapaciteterne i praksis allerede er til stede.

En opdateret sikkerhedsramme for Grønland forudsætter ikke klassiske permanente havneanlæg i isfyldte farvande. Arktisk praksis bygger i vid udstrækning på isbryderunderstøttet adgang, sæsonbaserede eller midlertidige anløb samt modulære og mobile løsninger. Kombineret med sensorer, overvågning og logistiske støttepunkter kan disse kapaciteter understøtte både sikkerhed og ansvarlig økonomisk aktivitet.

Fokus bør derfor være på funktionalitet, mobilitet og fleksibilitet – ikke på traditionelle anlæg i klassisk forstand.

Der pågår allerede politiske drøftelser om Grønland og Arktis. En klarere opgave- og rammedefinition er ikke tænkt som en erstatning for disse, men som et supplement. Når opgaverne er tydelige, bliver det lettere at føre en sammenhængende og mindre polariseret debat om midler, tempo og omfang.

Grønlands rolle i Arktis er ikke blevet mindre, men mere kompleks. At håndtere denne kompleksitet kræver mindre fokus på hurtige løsninger og mere fokus på fælles forståelse. I sidste ende er det netop klarhed om opgaver og rammer, der bedst kan bevare Arktis som et område præget af lavspænding, forudsigelighed og regelbaseret samarbejde.