ChatGPT-skræk gør elever dummere med vilje

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig en 17-årig elev, der sidder og retter sine fejl ind i en opgave, inden den afleveres. Ikke fordi hun ikke kan skrive korrekt. Men fordi det ser for godt ud. For “AI-agtigt”. Hun skriver »jeg har lære meget« i stedet for »jeg har lært meget« bare for at virke mere menneskelig.

Det er virkeligheden på flere gymnasier i dag. Elever laver bevidst stavefejl og sprogfejl for at vise, at de ikke har brugt ChatGPT. Med andre ord: Vi har skabt et uddannelsessystem, hvor det at gøre sig umage er blevet mistænkeligt.

I kampen mod kunstig intelligens lærer vi ikke unge at tænke selv. Vi lærer dem at gemme sig. At sløre deres evner. At dumme sig med vilje. Og det er et kæmpe svigt.

Det er et dannelsesproblem, ikke et teknologiproblem. Når unge føler sig nødt til at forvanske deres sprog for at undgå mistanke om snyd, er det ikke ChatGPT, der er gået for langt. Det er os, der er gået galt i byen.

Lærere og politikere vil gerne sikre ægthed og faglighed. Fint. Men hvad med de signaler, vi sender, når vi gør fejl til bevis på ægthed? Når det at gøre sig umage bliver det samme som at snyde? Når vi hylder den middelmådige for at være autentisk?

Det er farligt. For det lærer unge, at det bedste, de kan gøre, er at holde sig tilbage. At man skal gøre sig lidt dummere, lidt ringere. For ellers tror de voksne ikke på én. I stedet for at udvikle talent, træner vi til tilpasning. Vi erstatter ambition med angst.

Tænk over det. En generation, der er vokset op med præstationspres, karakterræs og konstant vurdering, har nu fundet på en ny måde at overleve. Ved at lyve nedad. Ved at skrue ned for sig selv. Ved at stave forkert med vilje, så de voksne ikke tror, de er for dygtige.

Men burde vi ikke netop nu opmuntre til det modsatte? Når teknologien udvikler sig så hurtigt, har vi brug for kritisk tænkende unge, der tør bruge de nye værktøjer og ikke skjule dem. Vi har brug for, at undervisningen udvikler sig med tiden og stiller krav, der giver mening i en digital verden. At elever bliver bedømt på deres evne til at analysere, tænke selv og formulere sig, ikke på, om de har husket at snuble lidt i grammatikkens mørke hjørner.

Vi skal tage AI-debatten alvorligt. Men løsningen er ikke at romantisere stavefejl. Det er at opdatere vores opgavetyper, styrke den faglige dialog og turde tro på, at elever kan bruge værktøjer som ChatGPT ansvarligt. Præcis som vi forventer, at de lærer at bruge internettet, lommeregneren eller debatindlæg.

Det kræver noget af os voksne. At vi ikke falder for det lette svar. At vi tør anerkende, at det at lære noget i dag ikke ser ud, som det gjorde i 1996. Det kræver, at vi tør ændre eksamensformer, undervisningsformer og måden, vi måler faglighed på. Ikke for at give op, men for at løfte niveauet derhen, hvor det hører hjemme.

LH repræsenterer tusindvis af handelsskoleelever. Vi ser hver dag, hvordan elever kæmper for at blive taget alvorligt. Det her gør det ikke nemmere. Derfor siger vi fra. Ikke mod AI. Men mod et uddannelsessyn, der gør fejl til dyd og dygtighed til mistanke.