Friheden er ikke gratis. Vi skal turde indse sandheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er en 24-årig kvinde, født i Danmark med privilegier. Mit største privilegium er, at jeg kan skrive disse ord uden at frygte, at Sepah (Revolutionsgarden) banker på mine forældres dør i nat for at torturere og voldtage mig, inden de hænger mig i en kran. Men i mine årer flyder iransk blod.

I 2022 stod jeg i Teherans gader under Mahsa Amini-demonstrationerne. Jeg så med egne øjne regimets ansigt, internetblokade, ild i gaderne og en frygtløs urokkelig solidaritet mellem iranerne.

Jeg så tilfældige mænd komme løbende og dropkicke moralpolitiet væk fra en kvinde, de forsøgte at bortføre. Jeg hørte en kvinde i lufthavnen sige til regimets kontrollant: »Er du fucking dum? Det er ikke alkohol, hvis du ikke var analfabet, kunne du læse, at det er sirup til iskaffe.«

Frygten er væk, fordi folket intet har at miste. De stammer fra Zarathustra – ikke fra Mohammed.

Hvert tabt liv er en tragedie, men de dør ikke forgæves. De kæmper for at bryde lænker, der ellers vil kvæle de næste generationer. Hvis vi ikke handler nu, tillader vi regimet sit langsomme folkedrab i mørket. Intet regime hader sin egen befolkning, som mullaherne hader iranerne. Vi skylder iranerne at droppe de naive blomsterhistorier. Sandheden er barsk, frihed i Iran er ikke gratis, menneskeliv er den frygtelige valuta, og iranerne har vist, at de er villige til at betale den. Det er sandheden, vi skal turde indse.

Retorikken om, at demonstranterne skal kæmpe alene, og krav om sanktionsstop er hykleriske og urealistiske. Over for et terrorregime er passivitet aldrig neutralt. Det er en aktiv støtte til undertrykkeren.

Sandheden er, at venstrefløjen frygter regimets fald, fordi det markerer afslutningen på den finansierede krig mod Israel. Hver gang I prædiker jeres passivitet med mullaherne, vælger I regimets overlevelse. Dermed sender I en hilsen til de ukrainske byer, der rammes af iranske droner, og de skibe i Det Røde Hav, der angribes af iranske proxies. At beskytte mullaherne er at finansiere global terror, alt fra Hamas, Islamisk Jihad til Hizbollah. Det er kynisme forklædt som humanisme.

47 års dialog har ført til galger i gaderne. Vi vinder ikke denne krig med kaffesnak, men med maximum pressure. Regimets økonomi skal knuses med sanktioner så voldsomme, at mullaherne ikke længere kan betale deres bødler. Sanktionerne virker, fordi de flår masken af regimet og udstiller dets sande ansigt: Det vælger bevidst terror i udlandet frem for mad til sit eget folk. Når I afviser hjælp fra Trump, Israel og Reza Pahlavi, holder I mullaherne i live. For os er denne alliance ikke politik, men overlevelse. Frihed i Iran er ikke gratis; menneskeliv er dens frygtelige valuta. Ingen ønsker krig, men det er den sandhed, vi må indse.

Herhjemme møder jeg en selektiv morale fra folk, der frygter at sige deres mening, mens iranerne dør for deres. Mens præstestyret skråler »død over Israel og USA«, nyder deres børn, Aghazadehs, luksuslivet i de vestlige storbyer. De mæsker sig i den frihed, deres fædre hænger iranske unge for at kræve.

Jeg nægter at blive lagt for had, fordi jeg søger støtte hos Israel. For de fleste af os, der kæmper mod mullaherne, er logikken: »Vores fjendes fjende er vores ven.«

Hvis du ikke støtter præstestyrets fald, er du tilhænger af sharialov. Jeg har svært ved at se det humanistiske eller menneskeretlige i at lade et system bestå, der undertrykker alt, hvad I aldrig vil acceptere, og som mange er flygtet fra for at opnå frihed i Vesten.

Vi har brug for, at Trump står ved sit ord og tør føre en kompromisløs kamp for at støtte de iranske frihedskæmpere. Sammen med Reza Pahlavi som samlingspunkt for et nyt demokrati kan vi genopbygge Iran og sikre den fred, som hele Mellemøsten tørster efter. Det er ikke bare et regimeskifte, det er fundamentet for en ny verden.