Jeg lærte hurtigt, hvad en dreng skulle være for at passe ind. Fik vi overhovedet lov til at lære om os selv?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi diskuterede seksualundervisning midt på Folkemødet. Min veninde sukkede: »Jeg fik intet ud af undervisningen.« Jeg måtte svare: »I det mindste fik du noget. Jeg fik intet. Jeg har både gået i specialklasse og er bøsse.«

For mig handlede seksualundervisning aldrig om mig. I specialklassen fik jeg kun tre fag og ingen seksualundervisning. Havde jeg gået i almen klasse, ville den heller ikke have hjulpet. Den fortalte kun én historie om kærlighed og begær mellem mænd og kvinder.

Resultatet blev en dobbelt usynlighed. Som specialbarn blev jeg isoleret fagligt. Som bøsse blev jeg overset. To måder at stå udenfor på samtidig. Andre vil kalde det dobbelt op på offerrollen.

Fra mit hjørne i klasseværelset har seksualundervisningen været snæver, heteronormativ og kommet for sent til LGBTQ+-personer. Den har ikke bare været tilfældig; den har aktivt gjort nogle elever forkerte og udsat dem for mistrivsel.

Jeg lærte hurtigt, hvad en dreng “skulle være”: sportslig, højtråbende og maskulin. Alt, der blev opfattet som “for bøsset”, blev gjort til noget svagt, svanset eller til grin. Min identitet fandtes ikke i undervisningen og ofte heller ikke i fællesskabet. Ingen skulle være som mig, og med tiden lærte jeg næsten selv ikke at ville være mig.

Ifølge SSI i 2025 har hver femte dansker homofobiske holdninger. Rapporten ”Stop Diskrimination” fra 2021 viser, at få LGBTQ+-elever har fået reel undervisning om seksuel orientering og kønsidentitet. Ikke overraskende trives de dårligere end andre unge og er mere udsatte for selvskade.

Er det rimeligt, at vi overser LGBTQ+-elever, når vi ved, det har vidtrækkende konsekvenser?

Den tilfældige seksualundervisning skaber stadig et A- og B-hold. A-holdet er heteronormative elever, som kan genkende sig selv og ofte få forklaringer hjemmefra. B-holdet er dem, der ikke passer ind: LGBTQ+-elever og børn uden stærke forældre. De må lære gennem “learning by doing” eller fra pornosider og TikTok.

I dag handler debatten ikke om, hvorvidt vi skal have seksualundervisning, men om, hvordan vi opdaterer den, så den afspejler børnenes mangfoldighed og ikke gentager fortidens forsinkelser.

Historien viser et mønster: for sent med råd om prævention til pigerne i 1950’erne, for sent med at gøre seksualitet til et samfundsanliggende i 1970’erne, for sent til homoseksuelle under hiv og aids i 1980’erne, for sent med grænser og samtykke i 1990’erne, og i dag står børn og unge stadig alene med spørgsmål om køn, seksualitet og digitale overgreb, når vi ikke har en plan.

Vi LGBTQ+-personer beder ikke om særbehandling, men om at blive inkluderet i daglig undervisning ud over “Uge sex”. Alligevel er vi ofte det oversete barn i børneflokken: uden stemme, men med fuldt udsyn til uretfærdigheden.

Debatten vender ofte tingene på hovedet, som om det er synd for flertallet, når minoriteter kræver plads. Men inklusion tager ikke noget fra nogen; den giver noget til alle.

Hvis vi mener dannelse og trivsel alvorligt, må vi handle. Vi har brug for klare nationale mål for, hvad hver årgang skal lære om krop, køn, grænser, samtykke og seksualitet med LGBTQ+-perspektiver som en naturlig del af undervisningen. Den skal være obligatorisk på læreruddannelsen, så lærere kan undervise professionelt, og den skal gennemgå hele skoleforløbet, ikke kun under “Uge sex”. Skoleledelserne skal tage ansvar, så opgaven ikke kun bæres af enkelte modige lærere.

Seksualundervisning må ikke være et privilegium for nogle få. Den skal sikre, at alle elever, uanset køn, seksualitet, identitet eller skoleform, bliver set, hørt og klædt på til livet. Spørgsmålet er ikke kun, om vi kan være det bekendt. Spørgsmålet er: Vil vi virkelig fortsat lade nogle børn gætte sig til livet, mens andre får nøglerne til det?