Trumps amokløb mod den internationale orden er, hvad der sker, når penge får lov at undergrave et demokrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I den forgangne uge løb topmødet i Davos af stablen, som samler verdens politiske ledere og de rigeste under samme tag. Samtidig udgav Oxfam traditionen tro deres seneste ulighedsrapport, der dokumenterer, hvordan milliardærernes rigdom bare stiger, mens almindelige mennesker slås med at få mad på bordet.

Men i år udspiller Davos og Oxfam-rapporten sig på en baggrund, der bedre end noget andet illustrerer, hvad der sker, når den økonomiske ulighed får lov til at løbe løbsk. For Donald Trumps hæmningsløse angreb mod demokratiet, retsstaten og den internationale orden er først og fremmest et bevis på, hvordan ukontrolleret ulighed undergraver et demokrati indefra.

Trumps anden præsidentperiode har ikke bare været kendetegnet ved handelskrig, rå nyimperialisme og et grotesk forhold til andre landes statsledere; han har også indført et hidtil uset niveau af korruption i toppen af den amerikanske administration.

Trumps vej til præsidentposten blev banet af en milliardærejet amerikansk medieverden. Robert Murdochs Fox News gødede bl.a. Trumps løgn om et “stolen election” i 2020 og har båret Trump frem på hænder og fødder. Samtidig blev den sociale mediegigant Twitter/X opkøbt af verdens rigeste mand, Elon Musk, der har manipuleret algoritmen til at booste de mest højreradikale stemmer i det amerikanske politiske liv.

I det seneste år er amerikansk udenrigspolitik – især over for EU – desuden totalt smeltet sammen med tech-milliardærernes interesser. Det kom bl.a. til udtryk i USA’s vicepræsident J.D. Vances tale ved sidste års sikkerhedskonference i München. Der antydede han, hvad han tidligere har sagt mere direkte: nemlig, at den amerikanske sikkerhedsgaranti for Europa afhænger af EU’s tilbageholdenhed med at regulere digitale platforme som Musks X.

Sidst, men ikke mindst, er Trumps økonomiske politik kendetegnet ved en enorm omfordeling fra almindelige mennesker til de amerikanere, der i forvejen har allermest. Hans “Big Beautiful Bill” brillerede bl.a. ved at indføre skattelettelser for de 1 pct. rigeste amerikanere, finansieret ved at hæve præmien på sundhedsforsikring dramatisk for nogle af de fattigste.

Trump er altså ikke bare et politisk barn af pengenes magt. Hans regime er en direkte trussel mod det amerikanske demokrati og den internationale orden, og det er kendetegnet ved en historisk grad af korruption, nepotisme og regressiv omfordeling.

Vi må for alt i verden undgå, at milliardærer får så meget magt i Europa. Derfor skal vi bl.a. genindføre progressive skatter som en formueskat for de superrige, beskytte og udvikle public service-virksomheder og den demokratiske offentlighed, og begrænse den amerikanske tech-sektors indflydelse på europæisk politik. Trumps amokløb mod det amerikanske demokrati og den internationale orden er beviset på, at ekstrem ulighed og demokrati er uforenelige i praksis. Hvis vi fortsat vil leve i frihed og demokrati, må vi også bekæmpe den økonomiske ulighed.