Rigsfællesskab kræver respekt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg bliver ramt, når jeg i den danske debat hører udtalelser om, at grønlænderne burde være taknemmelige for rigsfællesskabet. Det er en sætning, jeg møder i samtaler, på sociale medier og i kommentarfelter, og den efterlader mig med en uro, jeg har svært ved at ryste af mig.

For jeg ser værdien i rigsfællesskabet. Jeg tror på, at Danmark og Grønland kan og bør drage nytte af samarbejdet politisk, økonomisk og menneskeligt. I en tid med øget stormagtsinteresse for Grønland, geopolitisk usikkerhed og store klimatiske udfordringer er der en styrke i at stå sammen i et fællesskab, der bygger på respekt for det grønlandske folks interesser og ønsker for fremtiden.

Netop derfor betyder måden, vi taler om hinanden på, noget.

Når relationen reduceres til et spørgsmål om, hvem der “giver”, og hvem der “modtager”, mister vi noget afgørende. For forholdet mellem Danmark og Grønland er ikke opstået i et tomrum, men er formet af en fælles historie med både samarbejde, afhængighed og dybe sår.

Bloktilskuddet fremhæves ofte som bevis på, at Danmark “holder hånden under” Grønland. Det er en vigtig realitet, men kun den ene side af fortællingen. Den anden handler om, hvordan Danmark har været med til at forme det samfund og den økonomi, som Grønland i dag står på.

I årtier blev der truffet beslutninger om Grønlands udvikling ud fra forestillinger om modernisering og civilisering. Bosætningsmønstre blev ændret, og institutioner, sprog og administration blev formet efter danske normer ofte langt fra de mennesker, der skulle leve med konsekvenserne.

Det mest kendte eksempel er de grønlandske børn, der i 1950’erne og 60’erne blev sendt til Danmark som led i et socialt og kulturelt eksperiment. For mange betød det tab af sprog, familie og kulturel forankring et svigt, vi i dag anerkender, men som stadig sætter spor. Med den historie i baghovedet har jeg svært ved at acceptere en debat, der gør relationen til et spørgsmål om taknemmelighed. For uden refleksion over vores egen rolle risikerer vi at gentage den skævhed, vi siger, vi har lagt bag os.

Jeg savner, at vi stiller os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Hvor meget af Grønlands nuværende situation, også økonomisk, hænger sammen med de valg, vi som stat og land har været med til at træffe gennem generationer?

For mig handler en socialliberal tilgang om ligeværd. Om at insistere på, at rigsfællesskabet ikke er et hierarki, men et partnerskab, der bygger på selvbestemmelse, værdighed og gensidig respekt.

Vi skal kunne tale åbent om Grønlands fremtid, graden af selvstyre og den økonomiske bæredygtighed. Men hvis samtalen føres med krav om taknemmelighed, risikerer vi at lukke den, før den overhovedet er begyndt.

Jeg ønsker et rigsfællesskab, hvor vi både kan være stolte af det, vi bidrager med, og modige nok til at se vores egen historie i øjnene. For et stærkt fællesskab bygges ikke på “du skylder mig”, men på, at begge parter kan sige “Vi vælger hinanden, og vi tager ansvar sammen.”