Vi kan hverken opdrage eller lede i usikkerhed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg tænder for nyhederne om morgenen, oplever jeg igen og igen, hvordan verden har rykket sig – ofte i en mere uforudsigelig retning. Den amerikanske præsident skifter pludseligt kurs, sender modsatrettede signaler og bruger usikkerhed som strategi. På kort sigt resulterer det i både opmærksomhed og magt, men på lang sigt nedbryder det tillid.

Tillid opstår jo ikke fra det ene øjeblik til det andet. Den opbygges langsomt gennem stabilitet, genkendelighed og sammenhæng mellem ord og handling. Og det er netop dét, uforudsigeligheden underminerer. Min frygt er, at denne form for ledelse langsomt og næsten umærkeligt siver ned i vores hverdag.

Der findes også virksomheder, hvor medarbejderne oplever, at beslutninger træffes vilkårligt og uden forklaring. Retningen skifter, uden at nogen rigtig ved hvorfor. Det får folk til at trække sig – ikke nødvendigvis fysisk, men mentalt. Man holder igen, blander sig mindre og spiller mere sikkert.

De fleste af os kender den følelse. Man bruger mere tid på at aflæse sin leder end på at løse sine opgaver. Hvad vil han i dag? Hvad vil hun mene i morgen? Hvornår er noget godt nok – og hvornår er det pludselig forkert? Som medarbejder bliver man forvirret, for det er jo utroligt svært at finde ro i noget, der er helt uforudsigeligt.

Når man konstant skal navigere i usikkerhed, forsvinder modet til at tage initiativ. Kreativitet bliver til forsigtighed, og arbejdsglæden bliver til en mental strategi for at undgå fejl. På den måde bliver uforudsigeligheden til en underliggende frygt i hverdagen.

Som voksne kan vi i det mindste forsøge at forstå uforudsigelighed rationelt. Det kan børn ikke. Forskning viser, at fragmenteret omsorg – altså skiftende humør, uforudsigelige reaktioner og ustabile rutiner – kan forstyrre børns udvikling og øge risikoen for angst og depression. Når et barn aldrig ved, om en forælder reagerer med varme eller vrede, begynder barnet at scanne stemninger i stedet for bare at være et barn.

Vi har alle været børn, og vi kan alle huske, hvor voldsomt det kunne føles, når mor eller far blev rigtig vred. Men tænk på dem, som ikke vidste, hvornår det skete, og aldrig helt forstod hvorfor. Jeg mener ikke, at det handler om at undgå konflikter. Det handler om, at reaktioner skal give mening, og at der er en sammenhæng, man kan regne med. For uden den sammenhæng risikerer vi at gøre vores børn usikre og utrygge.

Rammer, beslutninger og forklaringer skal hænge sammen. Man må gerne ændre mening, men man skal forklare hvorfor. Og man må gerne tage fejl, men man skal tage ansvar for det. For i sidste ende handler forudsigelighed om troværdighed. Gode ledere og gode forældre er ikke dem, der aldrig laver fejl. Det er dem, man kan regne med.

Når vi ser verdensledere bruge uforudsigelighed som magtmiddel, vænner vi os langsomt til tanken om, at sådan er verden bare. At det er prisen for tempo, kriser og konstant forandring. Men utryghed smitter. Og vi oplever i øjeblikket en pandemi, primært skabt af en person.

Hvis vi vil have en verden, hvor mennesker tør tage ansvar, tænke selv, tage initiativ og stole på hinanden, så begynder det ikke kun på de internationale topmøder. Det begynder i vores mødelokaler og i vores hjem. Det handler simpelthen om måden, vi er ledere, forældre og medmennesker på.

Vi bliver nødt til at insistere på forudsigelighed. Ikke fordi livet skal være kontrolleret, eller alene fordi det skaber tryghed. Vigtigst af alt, fordi det er en form for omsorg – for vores medarbejdere, for vores børn og for hinanden.