Minister gør ikke sit arbejde, når et §20-spørgsmål affejes som »usympatisk«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ligestillingsminister Magnus Heunicke har modtaget et §20-spørgsmål fra Mette Thiesen. I en Instagram-video kalder ministeren spørgsmålet for »det vildeste, mest usympatiske«, han har fået som ligestillingsminister. Men uanset om ministeren føler sig krænket, har han som minister pligt til at besvare §20-spørgsmål fyldestgørende.

Mette Thiesens spørgsmål består af to dele: Om ministeriet har vurderet LGBT+ Danmarks retningslinjer og værdigrundlag i forhold til ulovlige seksuelle overgreb, herunder pædofili, og om ministeren kan bekræfte, at organisationen ikke repræsenterer eller støtter sådanne overgreb? I sit svar besvarer Heunicke kun det andet spørgsmål og skriver, at LGBT+ Danmark hverken repræsenterer eller støtter overgreb – hvilket vi ikke betvivler. Han undlader helt at redegøre for vurderingen af organisationens retningslinjer på området. Det er problematisk.

Heunicke fremstiller spørgsmålet som krænkende. Vi i Dansk Regnbueråd – en homoseksuel forening – ser det som rettidig omhu. Når en organisation med milliontilskud arbejder med børn, er det både legitimt og nødvendigt at spørge, om der findes klare retningslinjer for at forebygge og håndtere overgreb. Det er ansvarligt, ikke krænkende.

LGBT+ Danmark beskriver sig selv som en forening for »alle, der bryder med normer for køn og seksualitet«. Organisationens syn på køn som et spektrum opløser traditionelle grænser, samtidig med at seksualiteter uden for normen accepteres. Som en konsekvens af denne grænseløshed kan personer med ulovlige eller skadelige seksuelle interesser ønske adgang. Vi påstår ikke, at LGBT+ Danmark støtter pædofili, men det rejser spørgsmål om, hvorvidt de aktivt har forebygget risikoen for infiltration.

Historien viser, at problemet eksisterer. I 1980’erne forsøgte en pædofil at blive optaget i Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske – forløberen for LGBT+ Danmark – men blev afvist. Internationalt har vi set alvorlige sager i LGBT+-miljøet, f.eks. i England, hvor lederen af pride i Surrey blev dømt for voldtægt af en dreng. Også den katolske kirke blev gennem årtier infiltreret, fordi der manglede klare grænser og ansvarlige, som greb ind.

LGBT+ Danmark arbejder aktivt med børn gennem undervisning, netværk og rådgivning og fører en kamp for juridisk kønsskifte og pubertetsblokerende behandling. Vi mener, at netop LGBT+ Danmarks arbejde med børns adgang til kønsskiftebehandling overskrider børns kropslige autonomi, idet voksnes ideologi former børns kroppe. Barnets ukrænkelighed sættes til side til fordel for en voksen dagsorden.

Vi frygter, at ministeren ikke har vurderet organisationens retningslinjer, fordi de ganske enkelt ikke findes. Hvordan beskytter man børn effektivt, når fundamentet er grænseløst?

Mette Thiesens §20-spørgsmål krænker ikke LGBT+-personer eller ministeren. Det er rettidig omhu, der beskytter både børn og os homoseksuelle, som ufrivilligt er blevet løftestang for en ideologisk grænseløshed, vi aldrig har bedt om.