Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ingen kan leve af små landbrug

Der er alt for meget grøn nostalgi og for lidt realisme omkring dansk landbrug som småbrug.

Knud LarsenPh.d., Hvidovre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lærer Kim Bækgaard skrev 18/1 i JP om økologiens velsignelser som begrundelse for eksklusivt at fritage dem for moms. Psykolog Peter Bilgrav ønskede sig 4/1 tilbage til de små landbrug, hvor der var flere folk på landet, og man kom hinanden ved.

Men ingen kan i dag leve af et ”almindeligt, alsidigt” landbrug på 15 ha som i 1950. Dengang var der ca. 205.800 heltidslandbrug, i 2024 kun ca. 5.800. Antallet af helårsarbejdere faldt fra 397.000 i 1950 (en fjerdedel af Danmarks arbejdsstyrke) til ca. 31.900 i 2023, dog nu inkl. gartneri. Det dyrkede areal faldt med 15 pct., men alligevel øgedes udbyttet.

Økologiske udbytter falder, fordi jorden udpines for næringsstoffer. Økologer må ikke bruge kunstgødning, men – farisæisk – gylle fra de forhadte konventionelle landbrug. Alternativet kræver 100 pct. planteføde og ingen husdyr, altså stop for husdyrgødning. Så er vi tilbage i oldtiden, da de jyske heder skabtes via svedjebrug.