Regeringen diskuterer moms, men svigter konkurrencen om fødevarer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Moderaternes og Venstres offentlige skænderi om momsen på fødevarer er blevet et studie i, hvordan dansk politik nogle gange går i ring.

Debatten handler om satser og tekniske greb, mens regningen fortsat havner hos forbrugerne. Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om momsen skal lidt op eller lidt ned, men hvorfor SVM-regeringen undgår at forholde sig til, om konkurrencen på fødevaremarkedet faktisk virker.

Inflationen er ellers faldet. Energipriserne er kommet ned, renterne har stabiliseret sig, og det økonomiske pres fra de seneste år er ikke længere det samme. Alligevel er indkøbsturen ikke blevet mærkbart billigere for mange familier. Fødevarepriserne løber fortsat foran det generelle prisniveau. Det er svært at forklare som et midlertidigt chok. Noget mere grundlæggende er på spil.

Fødevaremarkedet adskiller sig nemlig fra mange andre markeder. Få store aktører sidder på en stor del af salget, konkurrencen er mindre, og gennemsigtigheden er begrænset. Det betyder, at prisændringer ikke nødvendigvis slår igennem til forbrugerne. Heller ikke, når omkostninger falder. Når regeringen diskuterer momsnedsættelser uden samtidig at forholde sig til konkurrenceforholdene i værdikæden, er der derfor en reel risiko for, at en eventuel gevinst forsvinder undervejs. Ikke på grund af ond vilje, men fordi markedet i dag er indrettet sådan

Det har betydning for mere end blot husholdningsbudgettet. Priser styrer adfærd. Når sunde fødevarer bliver relativt dyrere, og billig, energitæt mad fremstår som det økonomisk rationelle valg, påvirker det forbrugsmønstrene. Internationale studier peger i samme retning. Det handler ikke om, at folk ikke ved, hvad der er sundt. Det handler om, hvad der er billigst.

Over tid har det konsekvenser. OECD dokumenterer, at livsstilsrelaterede sygdomme fylder mere og mere i sundhedsudgifterne i de vestlige økonomier. Danske analyser viser samtidig, at manglende efterlevelse af kost- og motionsanbefalinger koster arbejdsudbud. Mere end 30.000 fuldtidsstillinger, ifølge de mest anvendte beregninger. Det er ikke småpenge. Udover lavere livskvalitet giver det faldende produktivitet, færre hænder på arbejdsmarkedet og et stigende sundhedspres på de offentlige finanser.

Alligevel behandles fødevarepolitikken fortsat stykkevis. Regeringen har vist handlekraft på energiområdet. Men når det gælder dagligvarer, reduceres diskussionen til moms, som om det var der, problemet begyndte – og ender. Der mangler en sammenhæng mellem konkurrencepolitik, fødevaremarked og sundhedsforebyggelse. Og uden den sammenhæng bliver løsningerne overfladiske.

En ansvarlig fødevarepolitik behøver ikke være detailstyring. Det er ikke statens opgave at fastsætte priser. Men det er statens ansvar at sikre, at konkurrencen fungerer, og at markedsmekanismerne faktisk virker efter hensigten. Når konkurrencen er reel, falder priserne. Også på de sunde valg.

Moms er et groft instrument. Det er priserne i supermarkedet, der i praksis styrer forbrugernes valg. Når regeringen fastholder fokus på momssatser og ser bort fra de konkurrencepolitiske værktøjer, bliver konsekvensen, at regningen skubbes foran os. Først i form af dyrere dagligvarer. Senere i form af svigtende helbred fuldt af højere sundhedsudgifter og et svagere arbejdsudbud.

Manglende fødevarepolitik fungerer derfor i praksis som en skjult sundhedsskat. Ikke fordi regeringen griber for hårdt ind, men fordi den lader stå til der, hvor konkurrencen burde gøre arbejdet for forbrugerne.