Magten spilder ikke længere tid på at lade som om

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Magten er et redskab, man har til låns for at kunne løse en opgave.«

Ordene stammer fra Margrethe Vestager og står som et tydeligt billede på den fortælling, vi gerne vil tro på: at individet kan udøve magten alene.

Det seneste år har vi set ting, vi aldrig troede var mulige. En amerikansk præsident, der åbent taler om at ville have et land på grund af dets olie. Trusler mod allierede. Offentlige ydmygelser af politiske modstandere. Det er fristende at tale om et historisk brud. Men måske er der snarere tale om et øjebliks ærlighed.

For magt har altid haft denne natur. Den har bare sjældent sagt det højt.

Vietnam var ikke pænere, fordi det blev forklaret som frihedskamp. Irak var ikke mindre brutalt, fordi det blev pakket ind i masseødelæggelsesvåben. Masseovervågning af allierede var ikke mindre kynisk, fordi den foregik i stilhed. Forskellen i dag er ikke handlingerne. Det er fraværet af skam. Og når magten ikke længere føler behov for at skjule sine grimme sider, bliver spørgsmålet ikke, hvad den vil – men hvad der står i vejen for den.

Politisk teori har vidst det i århundreder: Magt er ikke bare noget, man bruger. Det er noget, der former dem, der har den.

»Magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut,« som den britiske historiker lord Acton så rammende formulerede det.

Moderne psykologi og samfundsvidenskab bekræfter, at magt har en målbar effekt på menneskelig adfærd. Når mennesker får magt, øges risikoen for selvcentreret adfærd, arrogance, manglende empati og en svækket evne til at se andres perspektiv.

Forskningen peger samtidig på noget afgørende: Det er ikke magten alene, der korrumperer, men samspillet mellem individets karakter, institutionelle rammer og de sociale strukturer, magten udøves i. Nogle ledere forbliver samvittighedsfulde. Andre bliver værre. Ikke nødvendigvis fordi mennesker bliver onde. Men fordi systemer uden modstand belønner dem, der presser længst.

Magt søger modstand. Uden modstand løber magten løbsk.

Derfor er demokratiet ikke bygget på tillid alene, men på mistro sat i system. Pressefrihed. Offentlighed. Armslængde. Adgang til viden. Retten til at stille spørgsmål – også de irriterende.

Under den nuværende amerikanske præsident – lederen af den frie verden – er denne logik vendt fuldstændig på hovedet. Pressen er fjenden. Institutioner mistænkeliggøres. Kritiske spørgsmål besvares ikke, men mødes med modangreb.

Det er et kaninhul, jeg ikke vil dykke ned i her. Men det kan næppe bestrides, at magtudøvelsen i verdens måske vigtigste demokrati i øjeblikket fremstår fuldstændig vanvittig.

Det er ekstremt. Men mekanismen er genkendelig. For også i Danmark har vi set, hvordan magt kan udøves uden reel konsekvens.

Ministerier, der sletter sms’er, når ansvaret nærmer sig. Efterretningstjenester, der gemmer sig bag tavshed og hensynet til rigets sikkerhed. Bare for at nævne et par eksempler på sager, hvor beslutninger træffes, men hvor ansvaret forsvinder, så snart konsekvenserne melder sig.

Samme tendens ser vi lokalt. I Aarhus forlod den seneste politiske ledelse posten i stilhed, mens borgernes spørgsmål om møgsagerne på havnen, i lufthavnen og om det nye stadion fortsat står ubesvaret hen. Magt udøves. Regningen lander. Men ingen bliver stående og tager ansvaret.

Magtmisbrug i moderne demokratier ligner sjældent åben korruption. Det ligner tavshed. Udsættelser. Manglende svar. Henvisninger til tredje part – eller til, at man ”ikke udtaler sig om enkeltsager.” Det er i det lys, vi skal se noget, der ved første øjekast virker langt mindre dramatisk end geopolitik og præsidenter, men som på sigt er mindst lige så alvorligt: tavsheden.

I danske kommuner, styrelser og forvaltninger har der bredt sig en uskreven regel. Den står ingen steder, men alle kender den: Sig så lidt som muligt. Helst ingenting.

I mine år som lokaljournalist i Østjylland oplevede jeg store forskelle fra kommune til kommune. Nogle steder var der åbenhed og vilje til at forklare. Andre steder var tavshed normen. I enkelte kommuner blev journalister mødt med en næsten paranoid tilbageholdenhed i embedsværket, hvor selv ukomplicerede spørgsmål blev undveget.

Embedsfolk, der tidligere forklarede, nuancerede og fagligt kvalificerede den offentlige debat, er blevet mere tilbageholdende. Ikke kun om politisk sprængstof, men om helt almindelige forhold, der berører borgernes hverdag. Skoler. Byudvikling. Miljø. Pleje.

I et debatindlæg i Din Avis for nylig satte kommuneplanchef i Aarhus Kommune Esben Obeling ord på det, mange kun oplever indirekte: at ytringsfriheden i det kommunale embedsværk er kommet under et uformelt pres. Når byrådspolitikere forsøger at definere, hvad der er ”neutral” tale, og samtidig antyder sanktioner mod embedsmænd, der ytrer sig fagligt, opstår der en tavshedskultur. Ikke fordi ytringsfriheden formelt er afskaffet – men fordi risikoen ved at bruge den opleves som reel.

Tavshed er blevet den sikreste strategi. Og det er her, vi bør blive urolige. For embedsværket er ikke et pr-kontor. Det er demokratiets maskinrum. Det er dér, politiske visioner bliver til virkelighed – og hvor konsekvenserne først viser sig. Når de mennesker, der kender systemet indefra, ikke kan tale frit, mister offentligheden sit vigtigste korrektiv.

Tavshed beskytter ikke borgerne. Tavshed beskytter ikke neutralitet. Tavshed beskytter dem, der har magten. Ingen andre.

Samtidig bliver sigtet mod Christiansborg stadig mere sløret. I mere end et årti har offentlighedsloven sat forhindringer op for adgangen til politiske beslutninger. Siden er GDPR blevet lagt ovenpå – ofte brugt som moralsk alibi for tavshed snarere end som reel beskyttelse af privatliv. Resultatet er det samme: mindre indsigt i, hvordan magten faktisk udøves.

Samtidig har politikere – også på øverste niveau – gjort det til en accepteret praksis ikke at svare på kritiske spørgsmål. Ikke fordi de ikke kan. Men fordi de ikke behøver. De er stoppet med at lade som om. Når manglende svar ikke har en pris, bliver det hurtigt en strategi.

Og pressen? Pressen er under pres. Den er selv magt. Og den er vagthund på samme tid. Men når vi har mere travlt med at finde ud af, hvordan vi skal tjene penge, end hvordan vi skal tjene borgerne, får magten frit spil. Ikke fordi det er intentionen – men fordi konsekvensen er den samme. Det er en anden og længere snak. Uanset hvad er resultatet det samme: mindre modstand. Og et mere sårbart demokrati.

Når man samler trådene, tegner der sig et mønster. Ikke af et enkelt magtmisbrug, men af en gradvis forskydning. Magt, der bliver mere uigennemsigtig. Mindre villig til at forklare sig.

Derfor er Vestagers pointe ikke bare et pænt citat. Det er en advarsel. Hvis magt er noget, man har til låns, må der også være nogen, der kan kræve den tilbage. Det kræver embedsfolk, der tør tale. Medier, der tør blive langsomme. Og institutioner, der accepterer modstand som en forudsætning – ikke en forstyrrelse.