Begejstringen overskygger proportionerne: Skru ned for håndboldhysteriet, Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg vil gerne slå fast fra begyndelsen: Jeg kan godt lide at se håndbold.

Selve spillet er hurtigt, taktisk og intenst, og de danske håndboldherrer er uden diskussion blandt verdens dygtigste. Min kritik retter sig derfor hverken mod sporten eller spillerne, som tværtimod gennemgående fremstår professionelle og respektfulde.

Kritikken retter sig udelukkende mod den nationale indpakning og selvforståelse, som især medier og fans bidrager til ved slutrunder. Det er ganske ulideligt.

Håndbold er en sport, som Danmark selv har været med til at udvikle og opbygge. Vi har en lang kultur for den, massiv offentlig infrastruktur, haller i hele landet og et stærkt foreningsliv, der systematisk har prioriteret sporten. Det er i udgangspunktet positivt, men det betyder også, at Danmark konkurrerer på hjemmebane i en meget bred forstand.

Samtidig er det svært at komme uden om, at håndbold globalt set er en nichesport. Kun et begrænset antal lande dyrker den konsekvent på højt niveau. Alligevel ledsages danske slutrunder ofte – særligt i mediedækningen – af en fortælling om, at »hele verdens øjne hviler på Danmark«. Men helt ærligt: Det gør de ikke. For størstedelen af verdens befolkning er håndbold enten ukendt eller – i bedste fald – uden særlig betydning.

Når sejrene så kommer – ofte forventet – ledsages de ikke sjældent af en tone blandt fans og kommentatorer, der kan virke sejrsikker og til tider nedladende over for modstanderne. Det klæder dårligt et land, der både strukturelt og historisk har kæmpe fordele. Når man vinder ofte, følger der et særligt ansvar for mådehold og proportioner.

Derudover oplever jeg, at iscenesættelsen ved kampene – særligt som vi kender den fra Boxen i Herning – ofte overskygger selve spillet. Konstant musik, jingler og stemningsskabende indslag ved næsten hver scoring efterlader meget lidt plads til spillets egen intensitet. Når der scores 60-70 mål i en kamp, bliver den uafbrudte fejring mere trættende end engagerende.

Dette er ikke udtryk for jantelov eller modvilje mod dansk succes. Det handler om proportionalitet. At hylde sig selv voldsomt for gentagne sejre i en sport med begrænset global konkurrence risikerer at fremstå småstatsagtigt snarere end storsindet.

Jeg ser gerne dansk håndbold – bare uden forestillingen om, at det er en global begivenhed og uden den selvforstærkende indpakning. Spillet og spillerne kan sagtens bære det selv.