Vrede er ikke et retsgrundlag: Uniform giver ikke hjemmel til at gøre, som garder gjorde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nytårsaften på Amalienborg Slotsplads skubber en garder en aktivist omkuld. Klippet går viralt. Men det mest opsigtsvækkende er ikke selve episoden – det er reaktionen bagefter.

På tværs af politiske skel gentages det samme mantra: »Han passede bare sit arbejde.« Forklaringerne følger hurtigt: »Livgarden har beføjelser.« »Slotspladsen er militært område.« »Det står i instruksen.« »De må endda skyde.«

Som om statens magt opstår i det øjeblik, man ifører sig uniform. Som om en intern instruks er lov. Som om fysisk magtanvendelse kan legitimeres af autoritet eller stemning.

Men i en retsstat er der ét spørgsmål, der altid skal stilles først – og som politikere og journalister bør have siddende på rygraden: Med hvilken hjemmel?

Det er ikke juristeri eller pedanteri. Det er selve fundamentet for demokratiet. Staten har ingen naturlig ret til at gribe ind over for borgeren. Den har kun den magt, vi har givet den – og den magt skal altid kunne henføres til lov.

Det er kernen i legalitetsprincippet, forankret i grundlovens § 3 og magtens tredeling. Staten kan ikke gøre, hvad den vil – kun, hvad den har ret til. Og jo mere indgribende handlingen er, desto klarere skal hjemlen være.

Derfor er det problematisk, når debatten reduceres til henvisninger til »instrukser« og »soldatens kort«. En vagtinstruks kan regulere en soldats pligter. Den kan ikke i sig selv udvide statens adgang til at anvende magt mod borgere.

Hjemmel kommer ikke fra uniformen. Hjemmel kommer fra lov. Og her bliver det bemærkelsesværdigt stille.

Den officielle udtalelse fra Livgarden lyder: »Vi har beføjelser til at sørge for, at der er ro på Slotspladsen. Og hvis der gives ordre om at vige, skal den efterkommes.«

Det lyder autoritativt. Men det er ikke et svar – det er en påstand.

Hvilke beføjelser? Hvor fremgår de? Hvem kan give ordre – og på hvilket grundlag? Hvornår må fysisk magt anvendes? Efter hvilke proportionalitetskrav? Og hvordan afvejes det mod borgerens grundlovssikrede rettigheder, herunder forsamlingsfriheden?

Det er de spørgsmål, en retsstat stiller.

Ironisk nok forsøger mange at gøre demonstrationen “ulovlig”, selvom den har direkte hjemmel i grundlovens § 79. Spørgsmålet er ikke, om borgeren havde ret til at være der. Spørgsmålet er, om magtanvendelsen havde hjemmel.

Og her bliver inkonsistensen tydelig. I minkskandalen var budskabet klart: Uden hjemmel er magtudøvelse illegitim. Med rette.

Men nu fordamper hjemmelskravet i applaus. »Godt, han gjorde det.« »De skal sættes på plads.«

Pludselig er det nok, at magten føles rigtig.

Det er farligt. For hjemmelskravet dør ikke med et brag. Det dør langsomt – i undtagelserne, i stemningen, i sætningen: “Det gælder nok ikke lige her.”

Der findes ingen bagatelgrænse for hjemmel. Hvis man mener, at garderen handlede lovligt og proportionalt, så sig det – men gør det ordentligt: med henvisning til lovgrundlag og proportionalitet, ikke følelser og autoritetens aura.

For spørgsmålet forsvinder ikke: Med hvilken hjemmel?