Der er brug for nytænkning, hvis menneskerettighederne skal overleve i »rovdyrernes tid«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Jeg har ikke brug for international ret.«

Sådan sagde Donald Trump forleden i endnu et opsigtsvækkende interview. Senere understregede han, at USA er forpligtet af internationale regler, men at det i sidste ende altid er ham selv, der afgør, hvornår de gælder.

Ordene fortæller ikke kun noget om Trumps verdensbillede i lyset af de seneste begivenheder i Venezuela og udtalelser om Grønland. De fortæller om en bredere global tendens, hvor stærke magter i stigende grad opfatter international ret og menneskerettigheder som valgfrie muligheder snarere end bindende forpligtelser. Det er en farlig udvikling.

Der var en tid, hvor menneskerettighederne i vid udstrækning stod som verdens moralske og politiske kompas. Efter Berlinmurens fald var vi mange, der troede, at frihed, demokrati og retsstatsprincipper var irreversible. USA så ofte sig selv som demokratiets beskytter, EU lod i vid udstrækning sin udenrigspolitik styre af værdier, og mange stater rundtom i verden erstattede autokrati med spirende demokrati. Det var menneskerettighedernes storhedstid i 1990’erne. Den tid er forbi.

Et år efter Trumps anden indsættelse er det fair at konkludere, at vi nu lever i den post-liberale æra. Autoritære regimer opfører sig i dag som rovdyr, og vi lever med forfatteren Giuliano da Empolis ord i »rovdyrenes tid«. De opfører sig uden skam, uden hensyn, uden frygt for konsekvenser. De bruger nye teknologier til overvågning og kontrol, udhuler retsstater indefra og undertrykker civilsamfund og frie medier. Samtidig ser vi, at mange liberale demokratier tøver, nøler og sætter interesser over idealer.

I de seneste 19 år er der hvert år blevet færre demokratier. 72 pct. af verdens befolkning lever i dag i autokratier. Og i det seneste år er USA rykket mod et mere autoritært styre, der også omfavner og styrker ”stærke og brutale mænd” rundtom i verden. Samtidig domineres EU’s udenrigspolitik i stigende grad af sikkerhed, migration og økonomiske interesser og i mindre grad af idealer og vilje til at forsvare menneskerettigheder og international retsorden. Se for eksempel på de politiske erklæringer fra slutningen af sidste år, hvor europæiske lande – ofte med Danmark i spidsen – har understreget, at kampen for at begrænse migration må stå over respekt for udvalgte menneskerettigheder.

For os, der arbejder med menneskerettigheder, betyder det, at den klassiske ”forandringsmodel” er brudt sammen. Kort sagt den model, hvor uafhængige menneskerettighedsorganisationer dokumenterer overgreb, løfter kritiske pegefingre og ansporer vestlige regeringer til at presse fortrinsvist ikkevestlige regimer til nødvendig forandring.

Når de stater, som har ageret menneskerettighedernes traditionelle vogtere, selv begynder at relativisere demokrati og retsstat, mister denne klassiske forandringsmodel sin kraft.

Men vi må ikke kaste håndklædet i ringen eller lade os overmande af geopolitisk mismod. Vi må tænke nyt. Og vi må lade os inspirere af de modige menneskerettighedsforkæmpere fra blandt andet Latinamerika, Mellemøsten og Afrika, der i årtier har kæmpet for frihed fra tilsvarende vanskelige og ugunstige vilkår.

Fremtidens menneskerettighedsarbejde må bygge mere på strategisk realisme end moralske automatreaktioner. Det handler ikke om at sige farvel til idealerne, men om at gøre dem relevante og effektive i en verden, hvor idealer ikke flytter noget alene.

Her er mine fem bud på, hvordan organisationer og stater, der er forpligtede på menneskerettigheder, bedst kæmper for vores idealer i »rovdyrernes tid«:

1. Gør menneskerettigheder til en del af sikkerhedspolitikken. Danmark og EU bør integrere menneskerettigheder i deres sikkerhedspolitiske strategier. Det skal ikke kun ske som ret og moral, men også som stabilitet. Undertrykkelse, tortur og overvågning skaber mere migration, radikalisering og konflikt. En verden med bedre beskyttelse af menneskerettigheder er også en mere sikker og stabil verden.

2. Byg nye stærke alliancer uden for Vesten. Fremtidens værdikamp afgøres ikke i Bruxelles, men i Accra, Jakarta og Santiago. Vi skal samarbejde med lokale civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der vil arbejde for at forebygge tortur og andre menneskerettighedsovergreb med udgangspunkt i den konkrete virkelighed i det globale syd.

Samtidig skal vi også indgå i nye alliancer med ikkevestlige stater, når det gælder om at presse stater – for eksempel deres nabostater – til at standse overgreb på civilbefolkningen og fremme regional stabilitet. Og sådanne allierede i konkrete multilaterale sammenhænge kan sagtens have egne udfordringer på menneskerettighedsområdet. Verden er uperfekt.

3. Tag lederskab for digital frihed. Autoritære regimer bruger teknologi som våben. Danmark og EU bør gå forrest i udviklingen af international regulering, der styrker kontrollen med techgiganterne og beskytter mennesker mod digital overvågning og manipulation. Samtidig bør der investeres i sikre, åbne teknologier, som styrker aktivister og civilsamfund. Kunstig intelligens kan bruges til at øge autoritær kontrol og intimidering, men også til at styrke indsamling af beviser for internationale forbrydelser og beskytte menneskerettigheder. Det skal vi udnytte.

4. Gå forrest i støtten til overleverne. Selvom støtten til menneskerettighedsidealer aktuelt falder blandt en del regeringer, kan de fleste blive enige om vigtigheden i at hjælpe traumatiserede ofre for overgreb. I Ukraine vurderer WHO, at næsten 10 mio. mennesker lider af depression, angst eller ptsd.

I Gaza peger et nyere studie på, at mere end 80 pct. af befolkningen opfylder kriterierne for ptsd. Og for Sudan, Congo og Sahel-regionen kan man finde tilsvarende tal. Her – og mange andre steder – kan Danmark og EU spille en afgørende rolle i at levere psyko-social bistand og specialiseret rehabilitering til traumatiserede ofre, herunder modige menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsaktører. Det er konkret menneskerettighedsarbejde, der kan gøre en stor forskel for individer, familier og regional sikkerhed.

5. Støt kampen mod straffrihed. Danmark og resten af EU kan bidrage aktivt til, at alvorlige menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser bliver dokumenteret, efterforsket og straffet. I alt for mange lande nyder bødlerne straffrihed, og ofrene bliver efterladt uden oprejsning og retfærdighed. Det skaber kun yderligere ustabilitet.

Der er behov for massiv støtte til internationale tribunaler, mekanismer og civilsamfundsplatforme, der indsamler og verificerer beviser for alvorlige menneskerettighedsovergreb, uanset hvor de finder sted. Og denne dokumentation bør anvendes af nationale anklagemyndigheder, der i stigende grad kan retsforfølge og dømme krigsforbrydere og andre efter princippet om ”universel jurisdiktion”.

Hvor autoritære stater er stadigt mindre bekymrede over politisk kritik, kan sådanne arrestordrer og domme have håndgribelige konsekvenser for ledende embedsmænd, generaler og politikere.

Det er nemt at blive kynisk i en tid, hvor autoritære regimer sejrer og liberale regeringer tøver. Men det er nu, at kampen skal kæmpes med nye redskaber, nye stemmer og nye alliancer.

For hvis vi opgiver idéen om, at ethvert menneske har en ukrænkelig værdi, så overlader vi verden til rovdyrerne. Det må ikke ske.