Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hold på pengepungen, når du ser fjernsyn

Konflikten mellem YouSee og danske tv-folk er bare begyndelsen på en kamp om fjernsyn for mange millioner. Tv-seerne gør klogt i at holde godt øje, når de store begynder at jonglere med millionerne.

Niels Frid-NielsenKulturkommentator, forfatter, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fjernsyn er en millionforretning, og det er seerne, der betaler. Vi betaler DR og TV 2-regionerne over skatten. De kommercielle netværk – fra Viasat til Netflix – betaler vi gennem abonnement og reklamer.

For at illustrere, hvor mange millioner vi taler om, er den såkaldte YouSee-konflikt et godt eksempel på de pengestrømme, der følger i kølvandet på forbruget af tv. Så lad os dvæle et øjeblik ved tv-pakkerne.

Tilbage i 2024 stævnede tv-udbyderen YouSee rettighedsorganisationen Copydan, der repræsenterer dem, der producerer indhold til film og tv herhjemme. YouSee mente, at man betalte for meget for de udsendelser, man solgte til danskerne i deres pakke. Man ville nu kun betale 200 af de 600 mio. kr., man hidtil havde betalt om året.

YouSee opsagde aftalen og tilbageholdt 400 mio. kr., selv om man fortsatte med at tilbyde danskerne udsendelser, der ikke var betalt for. Sagen endte i Sø- og Handelsretten, hvor den skønnes at tage 10 år!

Hos Copydan frygtede man, at andre udbydere af digitale tv-pakker ville lade sig inspirere af YouSee og ligeledes holde op med at betale. Derved risikerede rettighedsindehaverne at miste op imod 800 mio. af de 1,1 mia. kr., de hidtil havde modtaget om året.

YouSee og Copydan indgik så en midlertidig aftale, der betød, at YouSee indbetalte de fleste af de 400 mio. kr., de skyldte skaberne af danske fjernsynsudsendelser.

Men YouSee skylder stadig det danske produktionsmiljø et restbeløb, indtil sagen mod Copydan engang afsluttes. Præcis hvor mange kroner, der ligger og trækker renter hos YouSee, er beskyttet af fortrolighed mellem parterne.

Det er værd at huske, at YouSee bare formidler udsendelser til seerne. Det er i virkeligheden de danske tv-seere, YouSee hævder betaler for meget for deres tv-pakker.

Hvis YouSee ender med at vinde retssagen mod Copydan, bør hver en krone altså betales tilbage til de danske seere. Om YouSee i givet fald tilbagebetaler pengene til dem, der har betalt for deres tv-pakker hos YouSee, ved vi simpelthen ikke.

Seertallene til flow-tv falder, men den halvdel af befolkningen, der stadig har tv-pakke, ser lige så meget flow-tv i dag, som de gjorde i 1994. Det fremgår af Copydans seneste årsrapport. Flow-tv er altså ikke på vej ud af danmarkshistorien. YouSee har da også overlevet, selv om de altså er endt med at betale mere, end de oprindeligt mente var rimeligt.

Man kan frygte, at YouSee-konflikten kun er begyndelsen. Netop nu beretter internationale medier om, hvordan det europæiske fodboldforbund, Uefa, presser på for at hæve prisen på retten til at vise det ædle spil fra 25 mia. kr. om året til 37 mia. kr. årligt.

Tilbage står seerne som kastebold mellem produktionsmiljø og giganter som YouSee og Uefa. Hvis YouSee skulle gå hen og vinde sagen i Sø- og Handelsretten, bliver resultatet færre og dyrere udsendelser i deres pakker.

Det prisdyk, YouSee kæmper for, vil nemlig få alvorlige konsekvenser for produktionsmiljøet, der imødeser arbejdsløshed, konkurser og firmaflugt ud af landet, hvis deres arbejde taber så meget i værdi, som tv-udbyderen lægger op til. Også Uefas ambitioner betyder dyrere tv.

De mange millioner af kroner, vi her taler om, vil næppe komme til forhandling, når medieaftalen mellem de politiske partier forhandles i foråret.

Derfor: Pas på hat og pengepung, når giganterne på mediemarkedet jonglerer med millionerne. Som tv-seer er det klogt at følge pengestrømmen og blive kritisk medieforbruger. Så tjek, om du får nok for pengene i dine abonnementer, og tænk dig om, før du tegner et nyt.