Hvor er kong Frederik i alt det her?
Kongen sidder tavs som en kastreret hankat og ser til, at Trump truer Grønland og dermed hans kongerige.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage står Danmark i en regulær udenrigspolitisk krise. Det ene af de tre lande i Kongeriget Danmark står til at indlemmes i Trumps kejserrige.
Alle kneb bliver tilsyneladende taget i brug, hvad end det er løgne, planer om pengeoverførsler til grønlænderne (læs: bestikkelse), nedladende sprogbrug, ultimatummer og meget mere.
Det skal vi ikke finde os i, og derfor synes jeg, det er passende, at vores statsminister skruer bissen på, når vores udenrigsminister øjensynligt er langt mere tilbageholdende, end hvad krisens omstændigheder kalder på.
Konsekvenserne er dels en opløsning af Nato, dels en opløsning af Kongeriget Danmark. Førstnævnte kræver, at Mark Rutte træder i karakter og forhindrer alliancen for Vestens sikkerhed og fred i at krakelere.
Sidstnævnte kræver, efter min mening, at kong Frederik går ind og forhindrer en fremmed magt i at overtage eller indtage Grønland, over hvilket han er statsoverhoved.
Danmark har naturligvis en historisk berettiget magt over Grønland, som har kommet begge lande til gavn. Og kongehuset har i mange år spillet en stor rolle for hele rigsfællesskabet, da det har bidraget med sammenhængskraft, fællesskab og sammenhold.
Det ses også tydeligt, at forholdet Grønland og kongehuset imellem er særdeles godt.
Kongen har selv tilbragt lange perioder i landet, været en del af Sirius-patruljen og kørt tværs over med hundeslæde.
Derfor bør kong Frederik også være sit ansvar bevidst over for det folk, som i mange år i stolthed har modtaget hans familie i ceremonielle besøg. Opbakningen til kongehuset er anderledes trofast end opbakningen til Danmark. Hans opbakning tilbage til folket må derfor ligeledes være trofast.
Han regerer over tre lande. Hans funktion er at være en samlende figur for hele kongeriget. Han er et symbol på alle landenes traditioner og historie, og en forsvarer for nationernes fremtid.
Han er forbavsende tavs. Han bør udtale sig i denne ekstraordinære situation. Som vor alles statsoverhoved. Det er ikke en politisk udtalelse at værne om et land, han retmæssigt er regent over. Lige nu sidder han som en kastreret hankat. Jeg savner en afstandtagen til Trumps udtalelser.
Jeg savner en omfavnelse af Grønland som en værdig del af kongeriget. Jeg savner dybest set en afvisning af rabiate forestillinger om, at en allieret uden videre skal afstå enorme territorier alene ud fra præsidentens ønsker.
I en tid, hvor præsidenten for verdens største magt får periodevise anfald af at ville tilegne sig verdens største ø, militært eller økonomisk, må kongen som øverste leder af rigsfællesskabet vise, hvad han er, og gøre sin pligt: forsvare kongerigets grænser.