Frihed er ikke tvang – hverken i Iran eller Danmark
Frihed styrkes ikke ved at udpege én religion som problemet. Den styrkes ved at insistere på, at ingen kvinde – uanset tro – skal tvinges hverken til at dække sig til eller til at lade være.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten om kvinders påklædning – i Iran såvel som i Danmark – fortjener en langt mere nuanceret tilgang, end når komplekse religiøse og kulturelle praksisser reduceres til én samlet fortælling om islam som undertrykkende. Når iranske kvinder protesterer mod præstestyrets tvang, er det en kamp mod et politisk regime, ikke mod alle verdens muslimer. Iran er et shiamuslimsk land med en teologisk tradition, der adskiller sig markant fra de fleste sunnimuslimske lande – på samme måde som ultraortodokse jøder adskiller sig fra både ortodokse og sekulære jøder. Den skelnen formår vi fint at lave i jødedommen, men sjældent i islam, hvor alle muslimer ofte behandles som én homogen gruppe.
Når man vælger at fokusere på islam, bliver det svært at se det som en generel kamp for kvinders frihed. Ortodokse jødiske kvinder dækker sig til. Kristne miljøer har tilsvarende normer. Alligevel bruges kun muslimske kvinder som eksempel.
Det er en fejlslutning at bruge manglende frihed i Iran som argument for at indføre påklædningsforbud i Danmark. At kvinder i ét land tvinges til at bære tørklæde, kan ikke retfærdiggøre, at kvinder i et andet land tvinges til at tage det af. Frihed er ikke selektiv.
Derudover er det misvisende at fremstille alle muslimske kvinders valg som ufri. Ja, social kontrol findes – ligesom den gør i mange andre miljøer. Men at en influencer tilpasser sin kjole til et bryllup, er ikke nødvendigvis udtryk for religiøs undertrykkelse. Kvinder tilpasser også tøj efter kontekst i sekulære sammenhænge: Man klæder sig anderledes til en natklub end til en michelinrestaurant. At muslimske kvinder gør det samme, kan ikke automatisk sidestilles med tvang.
Endelig er det vigtigt at huske, at islam ikke fortolkes ens i Afghanistan, Saudi-Arabien, Egypten, Indonesien eller Marokko. At bruge de mest ekstreme fortolkninger som målestok for alle muslimer svarer til at lade ultraortodokse jøder definere hele jødedommen eller fundamentalistiske kristne definere hele kristendommen. Det skaber ikke klarhed – det skaber karikaturer.
Hvis målet er at støtte kvinders ret til selvbestemmelse, bør fokus være på netop det: retten til at vælge. Ikke retten til at få staten til at vælge for dem. I Danmark har vi allerede redskaber til at gribe ind der, hvor social kontrol reelt begrænser frihed. At udvide kampen til at omfatte forbud mod bestemte former for påklædning er blot en anden form for kontrol med et andet politisk fortegn.