Budskabet fra Kyiv er klart: Vi har brug for partnere i kulturlivet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I december rejste vi til Ukraine for at lytte. Vi ville høre direkte fra landets kulturledere, museumsdirektører, civilsamfundsaktører – og ikke mindst landets kulturminister, Tetyana Berezhna, hvordan kulturen holdes levende midt i en krig.

Samtalerne var åbne, direkte og bemærkelsesværdig klare: De ukrainske kulturinstitutioner efterspørger langsigtede partnerskaber med Danmark. I et land i krig spiller kulturen ikke en birolle. Tværtimod. Kultur er en tydelig del af infrastrukturen for frihed. Kultur både fastholder og nuancere historien, sproget og den demokratiske samtale.

Det så vi på museer, der værner om landets kulturarv. På teatre, der spiller for fulde sale på trods af luftalarmerne, og på biblioteker, der insisterer på at være åbne og trygge rum for refleksion og fællesskab.

I den kontekst skal ønsket om partnerskaber forstås. Ikke som almisser, men som gensidige håndslag. Ukrainerne bad om dybdegående og forpligtende samarbejder, der skaber kapacitetsopbygning, vidensdeling og stabile relationer over tid.

Derfor foreslår vi, at Danmark – i tæt samspil mellem kulturinstitutioner, fonde og offentlige aktører – indfører noget nyt i vores relation med det heroisk kæmpede land, nemlig venskabsinstitutioner. Som danske byer i årtier har haft venskabsbyer, kunne museer, teatre, biblioteker og andre kulturorganisationer indgå flerårige partnerskaber med lignende ukrainske institutioner.

Venskabsinstitutioner er først og fremmest strukturerede, faglige samarbejder over tid. Det kan være medarbejderudvekslinger mellem konservatorer, videnskabsfolk, kunstnere, formidlere, administratorer eller ledere. Samarbejdet kan også være løbende sparring om organisering, publikumsarbejde, fundraising, formidling og arbejdet i – og efter – en krisesituation.

Og det kan være en fælles indsats for kapacitetsopbygning, så institutionerne står stærkere fagligt og organisatorisk. Det afgørende er, at partnerskaberne respekterer den kunstneriske autonomi på begge sider – uden pligt til at “aftage” bestemte budskaber. Det handler alene om at stille viden, erfaring og tid til rådighed i et gensidigt forpligtende samarbejde.

Danmark har noget at byde på: stærke kulturinstitutioner med solide demokratiske byggesten og dyb forankring i civilsamfundet. Men vi har også noget at lære. Ukrainske kulturaktører arbejder under vilkår, der sætter alt i relief. De er skarpe på prioritering, formidling med knappe ressourcer og på kulturens rolle som demokratisk rygrad. Et partnerskab vil derfor være gensidigt berigende.

Vi opfordrer derfor Kulturministeriet til at tage et konkret initiativ og oprette en målrettet pulje til venskabsinstitutioner mellem Danmark og Ukraine. Med et beskedent beløb kan f.eks. 20 institutioner – 10 danske og 10 ukrainske – over en fireårig periode forpligte sig på et struktureret samarbejde.

Puljen vil sende et klart signal om, at Danmark ser kulturinstitutionelt samarbejde som en langsigtet investering i frihed, demokrati og bæredygtige relationer.

Rejsen til Ukraine efterlod os både engagerede og forpligtede. Engagerede, fordi interessen for samarbejde med danske kulturinstitutioner er markant og konkret. Forpligtede, fordi vi har set, hvad det betyder, når kulturen tages alvorligt – også i krig. Der er en forventning om, at vi ikke blot rækker hånden ud nu, men bliver stående.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi støtter Ukraines kamp for frihed, er kulturen en del af svaret. Ikke som pynt, men som praksis.

Venskabsinstitutioner er et enkelt, men ambitiøst greb, der kan omsætte solidaritet til varige relationer. Det kræver mod til at tænke længere end projektperioder og bevillingsår – men netop det er der brug for.