Hvem bliver ikke ramt af at blive hængt ud som ansat i en terrororganisation, når man arbejder i Landbrug & Fødevarer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der findes arbejdspladser, hvor man kan gå ind ad døren om morgenen uden at tænke over, hvad der foregår udenfor. Og så er der arbejdspladser, hvor omverdenens blik følger med – hver dag. Landbrug & Fødevarer hører til den sidste kategori. Her er opmærksomheden ikke noget, man kan slå fra. Den er en del af arbejdsvilkårene. Det ved vi.

Jeg har haft adgangskort til Axelborg i 12 år. I den tid har jeg haft forskellige roller og er i dag en del af direktionen med ansvar for organisation og kultur. I samme periode har både organisationen og landbrugs- og fødevareerhvervet rykket sig markant. Forventningerne er vokset. Kravene er blevet flere. Og omverdenen følger tættere med end tidligere.

Den udvikling har drevet en betydelig omstilling fra visionen om et klimaneutralt erhverv til konkrete klimaplaner og den grønne trepartsaftale, der sætter retningen for historisk forandring. Det er sket i et samspil med et samfund, der stiller høje krav og har stor interesse for, hvad vi gør. Det er en præmis for at være et synligt erhverv.

Samtidig har offentligheden ændret sig. Hvor debatten tidligere primært blev formet i de klassiske medier, udfolder den sig i dag på sociale platforme, nichemedier og i en voksende podcastverden. Flere kan tage ordet. Tempoet er højere. Og tonen er ofte skarpere.

Kritisk dækning og debat er en naturlig del af et levende demokrati, og det er vi vant til. Men intensiteten er vokset, og sproget har flyttet sig.

Bare i løbet af de seneste par uger er Landbrug & Fødevarer blandt andet blevet omtalt som en terrororganisation i en populær podcast. På sociale medier bliver vi beskrevet som en slags rockerborg i dansk politik og erhvervsliv, og de ansatte må i det hele taget lægge øre til hårde kommentarer. Noget af kritikken tager afsæt i forhold, vi som organisation har et ansvar for. Andet rammer bredere og mere personligt, end det enkelte menneske i organisationen har ansvar for eller indflydelse på.

Når kritikken i stigende grad retter sig mod personer og organisationer som helhed frem for konkrete handlinger og beslutninger, kan det sætte sine spor. For i Landbrug & Fødevarer arbejder mennesker med vidt forskellige fagligheder: dyrlæger, biologer, økonomer, laboranter, analytikere og administrative medarbejdere. Mange er langt fra den offentlige frontlinje.

Alligevel oplever nogle at møde den samme retorik, når de åbner medierne eller bliver spurgt til deres arbejde privat.

Det er her, ledelsesopgaven bliver særligt vigtig. Når presset udefra er stort, ændrer arbejdet sig ikke kun i indhold, men også i vilkår. Ledelsesopgaven bliver mere kompleks. Der opstår uro, spørgsmål og usikkerhed.

Med ledelse skal vi sørge for, at medarbejdere oplever, at der er plads til forskelligartede følelser og holdninger, der skal kunne sameksistere, mens vi løser vores opgaver hver dag. Det er vores opgave som ledere at hjælpe med at sætte rammer og retning for, at en motiverende og meningsfuld opgaveløsning kan finde sted – også når omverdenen følger kritisk med.

God ledelse handler også om at tage ansvar og om, at vi med ledelse hjælper medarbejderne med at skelne mellem, hvad der er deres ansvar, og hvad der er ledelsens ansvar.

At lede i et eksponeret erhverv handler ikke om at undgå kritik. Det handler om at kunne rumme den. Og det handler om at navigere i den kompleksitet, der følger med den kritik. At navigere og bedrive ledelse i kompleksitet er en ledelsesdisciplin, som bliver stadig vigtigere i en tid, hvor offentlighedens blik sjældent slipper taget.