Kampen om Grønland er som at se et trafikuheld i langsom gengivelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her sidder jeg som amerikaner i Danmark, tusindvis af kilometer fra USA’s kyster, og forsøger at leve mit liv i fred, mens jeg prøver at være optimistisk om tilstanden i vores amerikansk-dansk-europæiske forhold.

Desværre er mine tanker blevet konstant afbrudt af noget, vores præsident siger, eller af bemærkninger fra medie-”influencere”, der hævder, at vi amerikanere er blevet en flok imperialistiske stormtropper, der enten er opsatte på at opkøbe verden eller tage den med magt.

I mit indre ser jeg vores fælles forhold som en bro over en stor dal, der stadig er under opførelse – en bro, hvis strukturelle integritet er blevet ignoreret alt for længe og nu er farlig at krydse. Jeg ser afspærringerne ved indgangen til broen og advarselsskiltene på vejen derhen, men jeg ser også biler stille op i kø, villige til at løbe risikoen og køre over.

Billedet af en forestående bilulykke blinker skarpt. Vi amerikanere ved, hvordan vores præsident tænker. Vi ved, at han vil helst nå sit mål hurtigt og er villig til at acceptere kollaterale skader, fordi han er et slags varmesøgende missil, der låser sig fast på sit mål.

Vi ser nu bilulykken udfolde sig i slowmotion. Det er en tragedie at miste én bil over kanten af en bro, men tabet af én bil kan udløse en kædereaktion af konsekvenser. Og jeg vil vædde på, at mange mennesker betragter de aktuelle begivenheder i Ukraine med Putin, tilfangetagelsen af Venezuelas præsident, urolighederne i Iran, krigen i Gaza og sabelraslen omkring Grønland som ikke-isolerede hændelser.

De er et meget forudsigeligt sammenbrud af den nuværende verdensorden og en tilbagevenden til princippet om, at magt giver ret (kendetegnet ved diktaturer, monarkier og tyranner).

Jeg er bedrøvet over grønlandsspørgsmålet og over, hvordan det er blevet en vejspærring, der forhindrer os i at komme videre ad en vej, vi alle kendte og følte os trygge ved. Jeg forstår godt, hvorfor Trump-administrationen ikke har tillid til FN, og USA har al mulig ret til at være skeptisk over for FN’s evne til at fungere retfærdigt, især når det blot kræver én stemme i sikkerhedsrådet til at forkaste en FN-resolution.

Nato er dog en helt anden historie. Den alliance har formået at holde den russiske bjørn væk fra den europæiske honningkrukke i hele min levetid. Intet Nato-medlem er nogensinde blevet angrebet af Sovjetunionen eller Warszawa-pagten siden den 4. april 1949.

Når det gælder Danmarks militære støtte til USA, har danskerne stået ved USA’s side i tre separate konflikter. Danmark assisterede amerikanerne i Kuwait under Golfkrigen i 1991 som en del af en FN-autoriseret koalition for at fordrive irakiske styrker, hvilket gør det til et af Danmarks mindst kontroversielle militære engagementer sammen med USA.

To efterfølgende krige indebar også dansk støtte til USA’s indsats. Den første fandt sted efter bombningen af World Trade Center i 2001, som førte til den første og eneste aktivering af artikel 5 i Nato-traktaten. Den anden var danskernes støtte i Helmand-provinsen i Afghanistan gennem mange år, hvor 43 danske soldater mistede livet. Dette gav danskerne ry som en »pålidelig kampallieret«.

Når jeg reflekterer over dette, kan jeg ikke undgå at føle stolthed over danskerne for at træde frem og påtage sig deres ansvar som en loyal allieret og Nato-medlem. Jeg er også taknemmelig for de soldater, som blev til ofre i krige, som mange kritikere kaldte »tvivlsomme og illegitime krige«. Danskerne har bevist, at deres rygrad er lige så stærk som enhver amerikaners, og at deres loyalitet over for venner ikke bør betvivles.

Vi befinder os et helt andet sted i dag. Postyret omkring Grønland har skabt en betydelig sprække i vores relationer til danskerne. Mange danskere føler sig forrådt over, at deres største allierede overhovedet kunne overveje at anvende 1800-talsmetoder til at omgå internationalt anerkendte aftaler, der gav Danmark ejerskabet til Grønland.

Og så er der den nagende fornemmelse blandt mange danskere af, at de måske hele tiden er blevet ”spillet” af amerikanerne – at USA i virkeligheden aldrig var deres ven. Det er som at finde ud af, at ens ægtefælle har været utro i årevis, mens vedkommende hver dag har fortalt, hvor højt de elskede én. Danmark nærer ingen illusioner. De ved præcis, hvor meget magt de har – og ikke har – og de er nu, forståeligt nok, i færd med at genoverveje deres position i forhold til USA og dets præsidents intensiverede sabelraslen.

Der er stadig mange brikker, der kan falde i dette drama, og den amerikanske regering – og især præsidenten – ville gøre klogt i at huske, at uanset USA’s størrelse har enhver kæmpe en akilleshæl, ligesom enhver bilist, der forsøger at krydse en usikker bro, har en blind vinkel. Faren ligger i at lade som om, at begge ikke findes.