Mit fag omtales stadig helt forkert

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden læste jeg et debatindlæg fra min medstuderende Bolette om at være sygeplejerskestuderende. Hendes ord ramte noget, jeg selv går rundt med. Jeg vil ikke gentage hendes pointer, dem har hun allerede formuleret præcist, men der er nogle konsekvenser af den måde, vores fag omtales på, som fortjener mere opmærksomhed.

For gud, hvor er jeg træt. Træt, allerede inden jeg er færdiguddannet.

Jeg er træt af folk, der snakker om mit fag uden at have den fjerneste idé om, hvad det indebærer. At blive klappet på skulderen for at være »den, der gider«. Og få at vide: »Nårh, sygeplejerske – det er da ikke så svært.«

Det gør mig træt, fordi det er fandeme svært. Jeg synes, det er svært at stå med ansvaret for menneskeliv. At stå med liv og død. Og at en enkelt fejl kan betyde retsforfølgelse, bøder og i værste fald fængsel.

Jeg er også utrolig træt af at blive beskrevet og stigmatiseret som “varme hænder”. Mine hænder har den helt rette temperatur, hverken for varme eller for kolde. Tak.

At blive kogt ned til varme hænder er både trist og forkert. Sygeplejersker er hænder, der ved, hvilke kommunikative kompetencer vi skal bruge, samtidig med at vi aflæser patienters/borgeres behov på et splitsekund, fordi rammerne er så pressede, at det kræver hurtig, præcis og korrekt vurdering.

Vi ved, hvornår det er til patientens/borgerens eget bedste, at vi har “kolde hænder”, så de på sigt kan blive mere selvhjulpne og derved raske hurtigere. Og vi ved, hvornår der er brug for de “varme hænder” i sårbare situationer, f.eks. når vi skal informere om, at nogen er døde, er ved at dø eller har en høj risiko for at dø.

Derfor er vores hænder ikke bare “varme”. De er og vi er så meget mere end det.

Den sidste ting, jeg er godt og grundigt træt af, er det skønne citat fra en bekendt: »Men nu får I jo mere i løn, så har I jo ikke noget at brokke jer over.«

Jeg bliver træt af kommentarer om min kommende løn, som mest af alt er baseret på uddannelsens længde frem for det arbejde, vi rent faktisk udfører. Det ansvar, vi står med. Menneskeliv.

Hver dag.

Kan man sætte en pris på det arbejde? Måske ikke. Men jeg ved i hvert fald, at jeg ikke er 28.486,28 kr. før skat om måneden værd. Det er ikke udbrændtheden værd. Traumer fra praktik i psykiatrien er ikke det værd. Ulønnet arbejde i praktikker, hvor vi forventes at arbejde selvstændigt, tage kliniske beslutninger og udvise lederskab uden at blive aflønnet for det, er ikke det værd.

Og så vil jeg gerne på vegne af mine kommende kollegaer og bekendte sige: Et tørt honningkagehjerte er ikke hele corona-pandemiens overarbejde, traumer og arbejdsskader det værd.

Nogle vil måske mene, at jeg er sensitiv. At det er for tidligt at være så træt, når jeg endnu ikke er færdiguddannet. Men måske er det netop pointen. At trætheden ikke opstår i arbejdet alene, men i måden, faget omtales, behandles og prioriteres på.

Så vil jeg opfordre til følgende:

Stop med at kommentere på sværhedsgraden af min uddannelse, medmindre du selv har gennemført den. Stop med at kalde mine hænder varme. Stop med at kommentere på min kommende løn.

I stedet:

Kald mig ambitiøs. Kald mig dygtig. Kald mig klog.

Det vil gøre mig meget mindre træt.