Imam-regimet i Iran er i frit fald. Jeg fatter ikke, medierne ikke dækker det tættere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det, der udspiller sig i Iran i disse uger, er et folkeligt opgør med et af vor tids mest brutale og hykleriske systemer: præstestyret. De sortklædte ayatollaher, der siden 1979 har reduceret et gammelt kulturland til et fængsel for sin egen befolkning. Nu siger iranerne fra.

I mere end 10 dage har protesterne bredt sig. Mindst 36 mennesker er blevet dræbt. Fire af dem børn. Hundredvis er blevet fængslet. Regimet svarer, som det altid har gjort: med knipler, kugler og frygt. Det er ikke undtagelsen. Det er systemets natur.

Imam-styret blev født af et løfte om retfærdighed. Det endte i undertrykkelse. Under de sorte turbaner voksede et regime frem, der gjorde religion til magtinstrument og moral til våben. Kvinder blev reduceret til symboler, der skulle kontrolleres. Anderledes tænkende blev fængslet, tortureret eller fordrevet. Kritik blev gjort til blasfemi. Politik til teologi. Staten til et præsteskab med ubegrænset magt og ingen ansvarlighed.

Det er dette system, iranerne nu gør op med. Ikke i elitære kredse, men bredt og folkeligt. I provinserne. I de mindre byer. Blandt basarhandlende, arbejdere og unge. Netop de grupper, som i sin tid blev lovet værdighed og stabilitet.

I stedet fik de inflation, korruption og international isolation. Valutaen er kollapset. Middelklassen er forsvundet. De unge ser ingen fremtid. Staten er til stede med moralpoliti – men fraværende, når det gælder arbejde, miljø og velfærd.

Imam-styrets moralske autoritet er for længst væk. Tilbage er et magtapparat, der lever af tvang. Et system, hvor en snæver religiøs elite og Revolutionsgarden har opbygget formuer i milliardklassen, mens befolkningen betaler prisen. Hvor Guds vilje bruges som begrundelse for vilkårlig vold. Hvor martyrretorik dækker over politisk fallit.

Det gør den nuværende opstand historisk. For det er ikke blot protester mod levevilkår. Det er et opgør med selve idéen om imam-styret. Med forestillingen om, at det er religionens læresætninger, der dikterer samfundets indretning.

Alligevel behandles begivenhederne påfaldende afdæmpet i mange medier. Måske fordi protesterne mangler en tydelig leder. Måske fordi oppositionen er fragmenteret. Måske fordi udfaldet er uforudsigeligt og derfor vanskeligt at indpasse i velkendte fortællinger. Eller måske fordi et egentligt sammenbrud for præstestyret uundgåeligt ville blive læst som endnu en geopolitisk sejr for USA’s præsident, Donald Trump.

Trump har gjort det klart for imamerne. Hvis de skyder på de fredelige demonstranter, vil USA blande sig. Samtidig har Trump understreget, at hans røde linjer ikke er mobile, som Obamas røde linjer i Syrien.

Derfor har imam-styret været tilbageholdende med at gå brutalt til værks, som det har gjort ved tidligere protester. Senest i 2023. Da præsident Biden i 2023 blev spurgt, om USA ville blande sig, hvis styret skyder på demonstranterne, sagde han: »Nej, Iran har atomvåben!« Dagen efter slog regimet protesterne brutalt ned.

Men historien bevæger sig ikke efter redaktionelle hensyn, personlige holdninger, had mod Trump eller udenrigspolitiske præferencer. Den bevæger sig, når frygten slipper sit tag.

Og det er netop dét, der er sket i Iran. Om Donald Trump og den normaliseringsproces, han begyndte i Mellemøsten i sin første periode, og som førte til våbenhvile mellem Israel og Hamas i 2025, har fremskyndet processen, er et åbent spørgsmål. Om iranerne nu gør op med imam-styret af egen vilje, er der langt mindre tvivl om. Jeg fatter ikke, medierne ikke dækker mod-revolutionen i Iran.

Regimet ved, hvad der er ved at ske. Derfor volden. Den ældste søn af Irans afsatte shah, Reza Pahlavi, er godt i gang med at samle oppositionen fra sit eksil i udlandet. Han har stor opbakning og er blevet en regulær samlingsfigur, som fortjener vores støtte. Det siges, at fjerner man en diktator, kommer der bare noget, der er værre.

Men det kan ikke blive meget værre i Iran både i forhold til befolkningen og især kvinder i Iran, men også i forhold til den rolle, som imam-styret spiller i Mellemøsten. En forudsætning for fred i Mellemøsten er at vælte regimet i Teheran. Det skal iranerne selv gøre. Vi skal ikke sende landtropper. Men vi kan hjælpe dem militært og moralsk, og det bør være Vestens næste skridt.

Protesternes betydning kan ikke overvurderes. Det er stort. Det er farligt. Og nu efter 10 dage er mod-revolutionen heldigvis tæt på uigenkaldelig. Vi er forbi the point of no return. Imam-regimets dage er talte.