Grøn trepart risikerer at omdanne Danmark til Excel-landskaber

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark står midt i den største landskabelige omstilling siden landboreformerne. Omstillingen er drevet af samfundets helt nødvendige behov for at reducere kvælstofudledning og binde langt mere CO₂ og realiseres gennem lokale grønne trepartsaftaler. Men visionerne for den nye helhed, der følger med aftalerne, mangler. For hvad er det for et landskab, vi skal skabe? Hvad er det for landskaber, vi skal bevæge os gennem, leve af, besynge og sætte guldramme omkring i fremtiden?

Med grøn trepart har vi besluttet os for at tage store arealer ud af intensiv drift og skabe mere plads til natur. Kommunerne har netop afleveret deres første omlægningsplaner lige inden årsskiftet. Det er et imponerende stykke arbejde udført under massivt tidspres. Men i analysen ”Fra lukket land til åbent landskab” baseret på interview med nøglepersoner fra en række centrale kommuner, bliver det tydeligt, at planerne lige nu i høj grad er baseret på regnearksøvelser. Planerne giver tekniske svar på tekniske krav: Hvor meget jord kan udtages? Hvor reducerer vi kvælstof og CO₂ hurtigst og mest effektivt?

En sådan skema- og Excel-drevet proces er konkret og forståelig. Men den er også helt utilstrækkelig.

For mens vi er godt i gang med at beslutte, hvad vi tager væk, er vi slet ikke begyndt samtalen om, hvor vi skal hen. Derfor er det nu, vi skal stille det afgørende spørgsmål: Hvad er det for et landskab, vi ønsker, der skal træde i stedet for dét, vi har levet med de seneste 100-200 år?

Det danske landskab, som vi kender det – med skarpt matrikelopdelte majs-, hvede- og rapsmarker, så langt øjet rækker – er et effektivt produktionslandskab. Men også et ensartet, lukket og ofte utilgængeligt landskab med ringe biodiversitet og begrænset rekreativ værdi.

Grøn trepart giver os nu mulighed for at gøre noget andet. Spørgsmålet er, om vi overhovedet griber den mulighed.

Presset på det åbne land er enormt. Vi vil have større sammenhængende naturområder og flere både plante- og dyrearter. Vi vil rejse skov, beskytte drikkevandet og skabe nye rekreative muligheder tæt på byer og lokalsamfund. Landbruget skal selvfølgelig fortsat producere fødevarer, og samtidig kommer vi ikke uden om at skabe langt flere landbaserede vedvarende energianlæg i form af sol og vind, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Det kræver alt sammen plads.

Problemet er velkendt: Hvis vi lægger alle disse behov oven i hinanden, overstiger arealbehovet langt det Danmark, vi har til rådighed. Allerede for nogle år siden blev det opgjort, at vi i princippet har brug for tæt på halvanden gang Danmarks areal for at opfylde alle mål, hvis de adresseres én for én.

Derfor er valget reelt ikke mellem enten-eller. Det handler om, at arealet skal kunne flere ting – vi taler om multifunktionalitet.

Hvis vi ikke tænker os grundigt om fra starten, risikerer vi at gentage fortidens fejl – blot i grønnere forklædning. Solcelleparker placeret uden landskabelig sammenhæng. Spredt skovrejsning som ensartede plantager uden biodiversitet eller rekreative værdier. Naturområder som isolerede pletter på kortet uden hverken indbyrdes forbindelse eller oplevelsesværdi.

Resultatet kan blive nye og hver for sig ”teknisk korrekte”, men landskabeligt fattige områder. Og områder, som borgerne hverken har adgang eller føler ejerskab til.

For nylig blev planer om store solcelleanlæg i Viborg droppet efter massive borgerprotester – og lignende eksempler ses over hele landet. Det er et tydeligt advarselssignal. Modstanden handler sjældent om klima eller vedvarende energi i sig selv – men om manglen på helhed, kvalitet og mening i det landskab, der foreslås.

Alternativet er at planlægge landskaber, hvor flere formål sameksisterer og styrker hinanden. Hvor naturgenopretning kombineres med rekreation, hvor energianlæg integreres i landskabet fremfor at overtage det, og hvor landbrug, skov og natur ikke adskilles skarpt, men væves sammen.

Det findes allerede – også internationalt. I Holland arbejder man systematisk med landskaber, hvor energiproduktion, vandhåndtering, biodiversitet og adgang for mennesker tænkes samlet. I Tyskland og Belgien ser vi eksempler på solcelleanlæg integreret i græsningslandskaber, vådområder og rekreative stiforløb. Fælles for dem er, at de er planlagt og designet med lokal forankring – ikke bare placeret.

Det er netop denne rumlige og landskabelige tænkning, der mangler i den første fase af grøn trepart.

At kommunerne har afleveret deres omlægningsplaner, er kun allerførste skridt. Nu starter den svære, langvarige – og afgørende – fase: implementeringen. Her skal arealer konkret udformes, der skal indgås aftaler med lodsejere, borgere skal inddrages, og ønskværdige landskaber realiseres i virkeligheden.

Den tidligere nævnte analyse viser imidlertid, at det er forsvindende få visioner for, hvordan næste fase gribes an. Fokus har været – og er – stærkt teknisk og sektoropdelt. Dermed er der stor risiko for, at helheden går tabt, netop når den er allermest nødvendig.

Derfor er opfordringen klar: I næste fase må kommunerne – og staten – prioritere langt stærkere tværfaglige kompetencer. Ikke som pynt, men som en forudsætning for succes. Der er brug for fagligheder, der kan oversætte tal og mål til konkrete billeder, steder og landskaber, som både naturen og mennesker kan trives i og drømme om.

Det kommer til at være en forudsætning for at lykkes med de helt nødvendige kvælstofs- og CO₂-reduktioner og genopretningen af biodiversiteten.

Grøn trepart rummer potentialet til at åbne det danske landskab – økologisk, fysisk og mentalt. Men uden en fælles vision for, hvad der skal vokse frem, risikerer vi blot at lukke det på en ny måde. Det har vi ikke råd til – hverken landskabeligt, klimamæssigt eller demokratisk.