50 sammenflikkede idéer udstiller blå utopi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sosserne får tæv. Midten skælver. Se til venstre. Tror københavnerne også på julemanden? Og til højre: Evnen til at vække de døde til live er få forundt.

Alligevel forsøger man at genoplive den borgerlige opposition.

Hvad vil det sige at være blå? Engang drejede det sig om mindre stat, lavere skat, plads til individuel udfoldelse og orden i statsfinanserne.

Dansk politik handlede om fordeling. Klassesamfundets tid. Et borgerligt koryfæ skrev en bog om minimalstaten og glemte det hele for at kunne regere.

Brudlinjerne har forandret sig. Vælgerhavet er hverken rødt eller blåt. Alt synes opløst i følelser og gimmicks. Jeg var blå. De røde lå i ske med kommunisterne, og jeg havde set zonegrænsen mellem de to tysklande.

Jeg abonnerede på idéen om ansvarlige, selvforvaltende borgere. Det borgerlige menneskesyn er og bliver smukkere end socialismens tvang. Men det er også et fatamorgana. Privatisering er ikke en trylleformular. Mennesker bliver ikke nødvendigvis lykkeligere af, at staten skrumper.

Over hele spektret er der stort set konsensus om markedsøkonomiens fordele. Så drejede alt sig pludselig om værdipolitik. Et eksklusivt borgerligt manøvrerum, indtil socialdemokraterne fik lukket den fest. At et i hast sammenflikket borgerligt konvent kastede 50 løst formulerede enighedspunkter af sig, er ikke særligt opsigtsvækkende.

Den virkelige prøve er realpolitikkens. Det drejer sig om Danmarks placering i en tid med voksende globale spændinger. Rovdyrenes tid. SVM-regeringens resultater imponerer, de stilmæssige svipsere til trods.

Hvem tror for alvor på et regeringsdueligt borgerligt alternativ? Det EU-skeptiske Dansk Folkeparti og partiejer Støjberg, dømt ved en rigsret og hinsides fortrydelse. Måske sekunderet af Lars Boje Mathiesen, højrefløjens svar på Sikandar Siddique. Et underholdende mareridt.

Venstre, fra sønderrevet og ydmyget til en forfatning, hvor man måske aner en ny, stor høvding i sin vorden. Mon ikke de besindige Venstrefolk aner cirklens kvadratur?

Jeg er ikke socialdemokrat, men en statsminister, der så tydeligt henter inspiration hos Winston Churchill, kan jeg føle mig tryg ved.

Sidstnævnte ville i øvrigt ikke have en chance i moderne politik. Tankevækkende.