Jeg troede ikke, jeg havde nogle skrøbelige religiøse følelser tilbage. Det fik Rasmus Stoklund lavet om på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I den udlændingepolitiske stoleleg, hvor alle for tiden kæmper om at sidde på den alleryderste taburet, fører Rasmus Stoklund an med sin opsang om, at muslimer ikke skal have julehjælp. En hård konkurrence, når der allerede er gået sport i at stramme for alle håndtagene.

Det er ikke den slags udlændingepolitik, der kan ses blomstre i statistikkerne om en årrække, så hvad er egentlig formålet? Man kan næppe påstå, at det vil føre til et fald i kriminaliteten blandt indvandrerdrenge eller føre til større tilknytning til arbejdsmarkedet for deres mødre.

Nej, formålet må være, at det skal hænge i luften og gøre den tyk og grødet dels til skræk og advarsel for forbipasserende muslimer og dels til inspiration for andre til at tænke lige så grænseløse tanker om, hvordan man kan gøre kristendommen til et muldyr for idealer, der rimer meget lidt på, hvad der prædikes i kirken.

Rasmus Stoklund, vennerne i DF og endda en håndfuld af mine egne partifæller har nemlig glemt at tænke tanken til ende, når de med Dannebrog som bind for øjnene gjalder op om, at julehjælp kun er til folk, der holder jul. Man krammer sine egne værdier så hårdt, at de knuses.

For det første digter man videre på den uskik, det er, at kommuner og stat spytter i kassen, når der samles ind til julehjælp. Det er en ny tradition, og det ville klæde det borgerlige Danmark langt bedre at tage diskussionen om et opgør med den frem for at springe med på en socialdemokrats præmis om, at staten er velkommen til at stikke snuden ind i kirkens og frie foreningers velgørende aktiviteter.

Den borgerlige fløj har været så travlt beskæftiget med den indvandrerfjendske hundefløjte, at vi helt har glemt at være bange for den opdragende formynderstat og i endnu højere grad har forladt traditionen for det medborgerskabslige bidrag til velgørenhed.

Det er, som om den grænseløse politik smitter, og når man hepper på de politikere, der klapper indvandrerne der, hvor det klasker højest, og ikke, hvor det gavner mest, så byder man den grænseløse stat velkommen andre steder. For eksempel i Guds hus.

Det er mange år siden, at jeg meldte mig ud af folkekirken, og jeg troede egentlig ikke, at jeg havde nogle skrøbelige religiøse følelser tilbage. Det fik Rasmus Stoklund lavet om på, og nu har de sat sig i mig som et surt opstød. Det kan ikke siges finere, end Søren Pind videregav det på sin facebookside fra præstens prædiken juleaftensdag: »Vi deler ikke julehjælp ud til kristne. Vi deler julehjælp ud, fordi vi er kristne.«

Formålet med julehjælpen og stort set alle andre religiøse traditioner er at udøve mådehold, at lade nydelse vige for troen og at sætte sig selv til side for at hjælpe dem, der er værdigt trængende. Derfor er det helt misforstået at tro, at man kan uddelegere den opgave eller rammerne derfor til en åndsforladt stat.

Et i grunden lige så tåbeligt tiltag kunne være at oprette en styrelse, hvor 200 medarbejdere fra 8 til 16 beder bordbøn hele december for at spare danskerne en masse tid og bøvl hen over juledagene. Ligeledes kan bøn udføres langt mere effektivt i hænderne på specialiserede medarbejdere, som både kan rime bedre på versefødderne, og som kan teologien på rygraden, hvilket vi sæsonkristne ikke kan prale af.

Derfor mistænker jeg, at forslaget fra Rasmus Stoklund og hans stoledanskonkurrenter nærmere er vokset som resultat af kærlighed til det indvandrerkritiske kapløb og knap så meget i omsorg for den lutherske tradition. Generelt kan man nemt få ind i hovedet, at de 95 teser og Luthers skælden ud på afladsforretningen lige så vel kunne være skrevet om velfærdsstaten i dag.

»De kristne bør belæres om, at man handler bedre ved at give til den fattige eller låne ud til den trængende end ved at købe aflad,« som den 43. tese lyder, er et fint minde til dem, der betaler deres skat med glæde uden at have øje for, at de penge uhyggeligt sjældent får udsatte mennesker at se, og at de ville gøre langt mere gavn i folks egne gavmilde hænder.

Såfremt stat og kommune skal inddrages i de kristne fællesskabers tradition for julehjælp og i yderste konsekvens dermed kan kræve sig indflydelse på modtagernes levevis, så åbner forslaget op for en overvågning af udsatte borgeres religiøse overbevisning, der rimer så meget på 1930’ernes Tyskland, at jeg synes, det er ubehøvlet at anklage skatteministeren for at have haft det i tankerne.

Derfor vil jeg i stedet kalde forslaget for helt gennemført uigennemtænkt.

Lad os drøfte konsekvenserne. Når staten opgør borgernes religiøse overbevisning, skal det så baseres på navn og stamtavle, eller skal man selv ind og sætte kryds i et skema på Borger.dk?

Skal det i så fald være som for organdonorerne, hvor man som udgangspunkt er kristen, inden andet er oplyst? I sagens natur er det vel ikke tilstrækkeligt blot at spørge ansøgerne, om de er kristne eller holder jul, da enhver i teorien bare ville kunne svare ja til det. En løsning på kattepinen kunne være en række faste statslige standarder for, hvordan en dansk jul ser ud, men hvem skal diktere, om sådan en indeholder and, medister eller Mock Duck, og var der ikke noget med, at det var Coca-Cola, der gjorde julemanden rød?

Jeg skal have mig frabedt, at alt dette sættes på formel, eller at man fra Christiansborg vover at nærme sig overvejelser derom, men hvis hr. Stoklund gør forsøget, så kan han jo prøve at se, om han følger sig særligt kristen, efter han har sparket døren ind til mødrehjælpen og bedt dem tage testen.