Den grønne omstilling skaber geografisk ulighed og nærer utilfredshed i lokalbefolkningen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Utilfredsheden med vindmøller, solcelleparker og energiprojekter i landkommunerne bliver ofte fortolket som modstand mod den grønne omstilling. Men modstanden handler i højere grad om, at omkostningerne ved omstillingen placeres i landkommunerne, mens værdierne høstes i byerne. Denne ulighed skaber selvsagt utilfredshed.

Et tydeligt eksempel er de solcelleparker, der etableres i landkommunerne, hvor beboerne får reduceret de herlighedsværdier, der er forbundet med at bo tæt på naturen. Bølgende gule kornmarker erstattes af sorte solcellemarker.

Fordelen høstes af byboere, som kan oplade deres store elbiler med billig strøm – biler, mange ikke har råd til i landkommunerne. Prisen på strømmen er den samme for alle. Beboerne på landet får ingen rabat, selvom værdien af at bo dér reduceres.

Energiøen på Bornholm er et andet eksempel. Projektet præsenteres – med rette – som et nationalt og europæisk grønt fyrtårn. Men for mange bornholmere står et centralt spørgsmål stadig ubesvaret: Hvad får vi egentlig igen?

Indgreb i natur og landskab samt usikkerhed om lokale gevinster står i kontrast til, at ejerskab, beslutningskraft og de store økonomiske afkast i vid udstrækning samles hos staten, investorer og aktører uden for kommunen. Der er et håb om, at projektet vil sætte skub i erhvervslivet, men der er ingen garantier for mærkbare fordele for bornholmerne.

For nylig kunne man læse i medierne, at danske og tyske regeringsrepræsentanter er ved at udvikle en forretningsmodel, der skal gøre det interessant for private investorer at investere i energiøen. Hvorfor mødes man ikke for at diskutere, hvordan man får bibragt lokalbefolkningen værdi af projektet?

En af tidens betydende samfundstænkere sociologen Andreas Reckwitz har i sin teori om det moderne samfunds tabere beskrevet, hvordan globalisering og teknologisk udvikling skaber social ulighed.

Ifølge Reckwitz udspringer politisk vrede i dag sjældent af akut økonomisk nød, men af gentagne tabserfaringer: tab af status, indflydelse, anerkendelse og kontrol over egen fremtid. Når bestemte områder igen og igen oplever, at samfundets udvikling sker hen over hovedet på dem, opstår en følelse af uretfærdighed.

Udkantskommunerne har allerede en lang tabshistorik: Arbejdspladser er forsvundet, befolkningstallet er faldet, offentlige institutioner er lukket, adgangen til sundhedsydelser er vanskeligere mv.

Vi skal undgå, at den grønne omstilling bliver et projekt, hvor udkantskommunerne betaler prisen, mens gevinsterne havner i byerne.

Ellers risikerer vi præcis det, Reckwitz advarer imod: at nødvendige samfundsforandringer akkumulerer tab ét sted og gevinster et andet – og dermed åbner døren for den vrede, som populismen lever af. Maga-bevægelsen i USA og AfD i Tyskland vokser netop frem i områder, hvor mennesker føler sig overset af eliter, eksperter og storbyer.

I bund og grund er det et spørgsmål om retfærdighed. De mennesker, der lider et tab – økonomisk såvel som immaterielt – skal inddrages og kompenseres behørigt. De skal betragtes som ligeværdige leverandører i energiværdikæden.

Når de forretningsmæssige værdier af energiprojekter beregnes, bør kompensation til de mennesker, der bærer omkostningerne, indgå som en reel del af regnestykket.

Kompensationen kan bestå af markant lavere elpriser, finansiering af lokal udvikling, medejerskab eller andre konkrete gevinster. På den måde kan den grønne omstilling skabe vækst i landkommunerne i stedet for at forstærke uligheden mellem land og by.